At læse er at leve

Pectus' sten - Lise Bidstrup

2011-10-17T13:49:00.005+02:00

Det er altid en fornøjelse at læse en bog, hvor forfatteren formår at fange læserens opmærksomhed i løbet af de første 5-10 sider, og holde den fangen hele bogen igennem, på trods af at man egentlig ikke falder i dens målgruppe - "Pectus' sten" er en sådan bog. Jeg modtog den med posten en sen eftermiddag, og var færdig med den, inden jeg gik i seng dagen efter. Den insisterede bare på, at blive læst med det samme.

Isabell og Laus har aldrig haft nogen anelse om, at der skulle være mere mellem himmel og jord, end de lige selv kunne se, så da de hver især bliver kontaktet af den Øverste Orden og finder ud af, at de er blevet udvalgt af en krystalkugle til at være denne og andre verdeners ’fornyere’, er de ikke helt sikre på, hvad de skal mene om det! Det er dog svært ikke at blive overbevist, når man bliver udsat for sit eget private tordenvejr, eller bliver introduceret for en alf (vingeløs, ganske vist, men det tæller dog stadig alt sammen), og før Isabell og Laus helt ved af det, er de på vej rundt i verdenen for at snakke med gargoylere i Italien, djinner i Jordan og genfærd i Australien… alt sammen for at finde Pectus’ sten og starte fornyelsen. Men nemt skal det ikke være, for et par dæmoner er også interesseret i Pectus’ sten – og desuden lykkedes det Laus at blive eftersøgt af politiet, da han stak af hjemmefra…

Skønt mest rettet mod børn, har ”Pectus’ sten” noget at tilbyde læsere i alle aldre. Dels er det altid rart at finde en velskreven fantasy-bog, dels vil den mere modne (*host:ældre*) læser hygge sig med at opdage de skjulte meninger Lise Bidstrup har lagt i navnene til både dæmonerne og medlemmerne af den Øverste Orden. Mest vil man dog være charmeret over Laus og Isabell, og det venskab der gror frem mellem to børn, der aldrig ville have mødt hinanden, hvis det ikke var for denne opgave, men som dog har så meget tilfælles. Man kan ikke lade være med at sidde og håbe, at opgaven lykkes for dem, så de kan få deres højeste ønske opfyldt.

Udgivet fra Carlsens forlag i 2011.

Født ved midnat

2011-07-01T11:52:00.003+02:00

Shadow Falls #1

Kylies liv har ikke været det allernemmeste her på det sidste... Hendes forældre skal skilles, hendes kæreste slog op fordi hun ikke ville gå i seng med ham. Hendes bedstemor døde, og for det ikke skulle være nok har hun nu fået sig en forfølger på nakken. Men desværre er hun den eneste der er i stand til at se denne forfølger - og det får hende sendt direkte til en psykologs sofa.

Psykologen anbefaler at Kylie bliver sent på Shadow Falls sommerlejr. Kylie og hendes forældre tror det er en lejr for problematiske teenagere...

De troede forkert.

Det er en lejr for overnaturlige væsener: varulve, vampyrer, feer og hekse - og hvis hun skal tro lejrlederen, er Kylie også selv en af dem.

Bare fordi hun blev født ved midnat, betyder det så virkelig at hun ikke er menneske?Og hvorfor er der ingen der kan fortælle hende hvad hun så er i stedet?

I de seneste år er den ene paranormale roman efter den anden fulgt i "Twilights" fodspor. Er der virkelig plads til flere på markedet? Normalt ville jeg være lidt i tvivl, men når jeg så støder på en bog så interessant og medrivende som "Født ved midnat", så bliver jeg alligevel nødt til at overgive mig. "Født ved midnat" er bestemt IKKE en "Twilight"-klon, men formår at skabe en plads for sig selv. Specielt elsker jeg ideen om en lejr for overnaturlige væsener, og var dybt fascineret af at se hvordan de forskellige 'racer' opførte sig overfor hinanden.

Fantastisk bog som jeg virkelig håber bare er den første i en serie, for nu vil jeg vide mere om Kylie og hendes venner.

Natskygger - Andrea Cremer

2010-12-28T21:42:00.002+01:00

Nightshade #1
Calla er allerede som 17-årig en kriger, og snart bliver hun mere end blot det. Hun har altid vidst at hun på hendes 18-års fødselsdag skal knyttes sammen med den jævnaldrende Ren og sammen skal de lede den næste generation af Vogterulve.

Men Callas liv tager en uventet drejning da hun en dag redder en dreng på hendes egen alder fra at blive dræbt af en bjørn. Shay har nemlig sine egne hemmeligheder – hemmeligheder der kan vende ulvenes liv på hovedet og for evigt påvirke hvem de anser som deres venner, og hvem der er deres fjender.

"Natskygger" er en velskreven og fascinerende historie fra en helt ny forfatter. Personerne er realistisk beskrevet, om end for nogles vedkommende en smule stereotype. Dog ikke mere end hvad man typisk ser i YA-bøger. En glimrende start på hvad der kunne blive en meget fascinerende ny paranormal ungdomsserie. Den minder meget om "Twilight" på mange måder, men uden at føles som en efteraber... med undtagelse af det nu efterhånden uundgåelige trekantsdrama, som virkede en smule forceret.

Men god underholdning, og det ovenstående er den eneste grund til, at jeg ikke giver bogen topkarakter.

Jaget - P.C. & Kristin Cast

2010-12-28T21:32:00.002+01:00

Nattens hus #5

De gode nyheder: Zoeys venner bakker hende fuldt op igen, og Mary Ann og de røde yndlinge er ikke længere Neferets hemmelighed. De dårlige nyheder: En ældgammel ondskab er blevet sat fri i verdenen og styrer nu Nattens hus sammen med Neferet. Men hvem vil tro på Zoey og hendes venner, når de fortæller at han er ond? Han ligner jo en engel og kan forføre hvem end han vil? Nu bliver Nyx' styrke for alvor sat på prøve, når det skal vise sig om hendes gaver kan beskytte hendes udvalgte.

Efter igennem mange bøger at have haft lyst til at ruske i Zoey og råbe, "Hvorfor betror du dig ikke til nogen?! Få dog en voksen med på din side!" er det befriende at se, at hun gør lige netop det og rent faktisk ikke prøver at klare det hele selv, men stoler på at hendes venner og de få uberørte lærere på skolen er i stand til og villige til at hjælpe hende. Jo mere 'menneskelig' (undskyld ordvalget) og mindre perfekt Zoey bliver, desto lettere er det at relatere til hende, og sætte sig selv i hendes sted.

Afrodite er og bliver min yndlingsperson, med hendes meget komplekse personlighed, og hendes evner til at sætte folk på plads uden dog længere at være nødt til at forfalde til at være alt for led. Jeg var også ret vild med den nonneorden hvor Zoey pludselig finder en uventet støtte, og blev glad for at se at P.C. og Kristin Cast ikke falder i den fælde at sætte alle religiøse i samme bås.

Jeg er meget spændt på at se videreudviklingen af Zoeys forhold til Erik, Jonathan og Stark, og håber at forfatterne fortsætter i den fornuftige retning som de hentydede til i denne bog.

God underholdning, og perfekt læsestof til en doven juleferiedag.

Utæmmet - P.C. & Kristin Cast

2010-12-28T21:17:00.001+01:00

Nattens hus #4

Livet er ikke let for stakkels Zoey Redbird. På bare en uge er hun gået fra at have 3 kærester til ikke at have en eneste - takket være den forræderiske Neferet og hendes rænkespil - og fra at have en forstående og støttende vennekreds, til at være blevet vendt ryggen af dem alle. Og for at gøre det endnu værre er hendes to bedste venner nu et menneske og en udød... og mennesket har lige set Zoey dø på to forskellige måder i en åbenbaring.

Kun ved at forenes med sine venner igen, kan Zoey samle cirklen og redde Nattens Hus - og hele menneskeheden - fra det mørke Neferet prøver at vække til live igen.

Efter en svag treer er P.C. og Kristin Cast stærkt tilbage i denne nervepirrende og hæsblæsende fortsættelse på "Nattens hus". Zoey har desværre fået en hård lærestreg, men har lært af sine fejl og fundet ud af, at hun er nødt til at stole på sine venner - og på Nyx. Kun på den måde kan hun modarbejde Neferet og forhindre den krig mellem mennesker og vampyrer som Afrodite har set i sin åbenbaring. Det er faktisk forfriskende for en gangs skyld at se Zoey uden en kæreste på hver finger, og jeg nød at se det sammenhold der udviklede sig i "nørdeklikken", som Afrodite omtalte dem.

Bogen slutter lidt brat, og man gør derfor klogt i at have "Jaget" let tilgængeligt når man sætter sig for at læse "Utæmmet" - det vil man ikke fortryde!

De sorte skygger - Lauren Kate

2010-11-15T10:02:00.001+01:00

Fallen #1
17-årige Luce er lige begyndt på Sword & Cross – en kostskole for besværlige eller kriminelle elever. Hendes kæreste er lige død under meget mistænkelige omstændigheder og selvom politiet har ikke noget bevis for at Luce havde noget med det at gøre, tør hendes forældre ikke andet end at sende hende afsted.

Her møder hun Daniel – skolens flotteste fyr, som Luce straks føler sig tiltrukket af, og hun er overbevist om at hun har set ham før, skønt hun ingen erindring har om hvor eller hvornår. Men hun må da have mødt ham før – ellers giver det da ingen mening at hans første reaktion på at se hende er at smile stort… hvorefter han giver hende fingeren. Og det skal blive mønsteret for hans måde at opføre sig på overfor hende… kortvarigt venlig og beskyttende – hvorefter han fryser hende ud og stikker af.

Der er et mysterium gemt her – og Luce helmer ikke, før hun har fundet ud af, hvad det er.

"De sorte skygger" er en utrolig interessant og velskreven dark fantasy. Det er tydeligt at Lauren Kate virkelig har gjort noget ud af persongalleriet, så man slipper for mange af de stereotyper der ellers ville være oplagte for genren og plottet. Også kærlighedshistorien virker dejlig troværdig, og ikke bare "det skal til, så nu må jeg hellere få dem til at forelske sig". Det er altid en fornøjelse når en forfatter forstår at "show, don't tell".

Det der især fascinerede mig ved bogen, var teorien omkring hvorfor Luce var noget ud over det sædvanlige. Da der er flere bøger i serien, blev det ikke fuldt besvaret her, men man fik alligevel nok at vide til at bogen godt kan stå alene... i hvert fald indtil "Torment" bliver færdig.

Tunnelmanden - Dennis Jürgensen

2010-10-12T10:08:00.001+02:00

Efter Adelenes fars død har hun boet alene sammen med sin mor. Det har dog været en blandet fornøjelse, for moren er så lidt moderlig som man overhovedet kan forestille sig. Konstant halv-drukken bekymrer hun sig kun over hvor datteren er, når hun har brug for sin morgen-reparationsbajer, eller at nogen smutter i kiosken efter en ny flaske whisky. Og det gør det ikke bedre at hendes fyr nu også er begyndt at stikke hende nogle piller i ny og næ.

Det er svært at holde sådan en mor hemmelig, så selvom Adelene så vidt muligt prøver at holde sig for sig selv, bliver hun alligevel mobbet i skolen af den populære Freja og hendes slæng. Faktisk ville livet være helt uudholdeligt, hvis det ikke var for den venlige fru Jespersen, som Adelene ind i mellem køber ind for.

Det er netop på sådan en indkøbstur at Adelene bliver jagtet ind i en halvfærdig tunnel af tre drenge. Inde i tunnelen falder hun ned i et stort hul, og kan ikke komme op igen uden hjælp. Men hun opdager hurtigt at hun ikke er alene i hullet - Tunnelmanden er der også. Han har set at Adelene bliver uretfærdigt behandlet af lidt for mange, og er fast besluttet på at rydde op i hendes omgangskreds, så hun får muligheden for at blive lykkelig.

Desværre er hans definition af at "rydde op" at eliminere personerne, og Adelene finder nu ud af, at hvor urimeligt det end er, kan hun ikke redde alle.

Dennis Jürgensen har gjort det igen! "Tunnelmanden" er en spændende og medrivende fortælling, som fungerer på flere planer. Først og fremmest er det en underholdende historie for børn i alle aldre, men hvis man kigger lidt dybere ind i det, er der også et moralsk dilemma forbundet med Tunnelmandens opførsel... Kan man virkelig få sig selv til at vælge at ens plageånder skal dø? Og er det bedre at vælge til, eller at vælge fra?

En forrygende bog, med en meget tilfredsstillende slutning.

For foden af trappen - Pernille Eybye

2010-09-27T09:47:00.001+02:00

Efter en ubehagelig oplevelse er Samson og hans familie flyttet til en ny by for at komme lidt væk fra det hele. Samson har ikke de store forhåbninger - han er nørd og bliver behandlet derefter - men har dog affundet sig med sin skæbne... lige indtil han opdager at der allerede bor en pige i hans værelse, og at han er den eneste der kan se hende!

Ella var en populær pige med en masse pragtfulde venner. Hun troede at alt var som det skulle være... lige indtil hun bliver myrdet og har grund til at tro at morderen er en af hendes 4 bedste venner. Nu hjemsøger hun det hus, hun blev myrdet i, vel vidende at hun ikke kan komme videre, før mordet er opklaret og den skyldige stillet til regnskab for sine gerninger.

Med Ellas hjælp skal Samson infiltrere det brudte "femkløver" og prøve at afklare hvem der kunne have haft viljen og evnen til at skubbe Ella ned af trappen.

Endnu engang har Pernille Eybye overrasket mig positivt. Der er ingen tvivl om at hun bliver en mere og mere kompetent forfatter for hver eneste bog hun skriver. "For foden af trappen" er både medrivende og spændende, og en sand "page-turner". Kapitlerne fortælles skiftevis af Samson og Ella, hvilket giver en god virkning, da man så får muligheden for at opleve begivenhederne fra to sider.

Jeg havde meget svært ved at lægge bogen fra mig - både fysisk og mentalt - selv efter jeg var færdig med den.

Diget - Teddy Vork

2010-08-31T13:58:00.002+02:00

Knuds værste mareridt går i opfyldelse da loddet falder på ham, og han bliver udvalgt til at skulle begraves levende i diget, for han er en kvik dreng, og kender måske lidt for mange historier om alle de uhyggelige væsener der kan gemme sig. Men ønsket om at overleve er større end frygten for det ukendte, og langsomt begynder Knud at udforske diget indefra - i håbet om at finde en vej ud, før uhyrerne finder ham!

"Diget" er en skræmmende beretning om fortidens umenneskelige traditioner og om den magt angst har over en person. Knud vakler konstant mellem virkelighed og historie, og heller ikke læseren er hele tiden helt klar over, hvilke begiivenheder der egentlig foregår inde i diget, og hvilke der kun foregår i Knuds fantasi.

Teddy Vork har fortid som novelleforfatter, hvilket også slår tydeligt igennem i denne roman, hvor Knuds vaklen rundt inde i diget fungerer som en rød tråd der knytter diverse legender og Knuds tidligere oplevelser sammen til en grum historie om middelalderens Danmark. Jeg overvejede en overgang om bogen havde fungeret bedre som en novellesamling, men tror at visse af historierne ikke ville være kommet til deres fulde ret uden den røde tråd. Dog kunne romanen ikke helt leve op til mine forventninger, skabt på grund af hans noveller.

Slutningen er meget anderledes end forventet, men stemmer efter nærmere overvejelse godt sammen med samfundet og Knuds personlighed, som de er præsenteret igennem historien.

Guldsmed - Julia Golding

2010-08-02T13:47:00.001+02:00

16-årige Taoshira, fjerdekronprinsessen fra Den Blå Halvmånes Øer, blev valgt som 12-årig, og forskellen fra gedeflokkens fred til kongehusets formalitet var noget af et chok for hende. De andre kronprinsesser er en del ældre, så da Kong Lagan af Gefal foreslår ægteskab mellem de to kongehuse for at sikre en alliance, falder valget automatisk på den unge "Tashi". Hun er utryg ved denne beslutning, men ved at det er for alles bedste.

Kong Lagans søn, Ramil er dog mindre begejstret for beslutningen, og formår at fornærme Tashi den ene gang efter den anden. Nogle gange bevidst, andre gange simpelthen fordi de to landes kulturer er så forskellige.

Men da de bliver kidnappet af Fergox Spydkasters folk og trues med forrædderi og tortur, tvinges Ramil og Tashi til at arbejde sammen og bruge deres fælles evner til at forhindre en ødelæggende krig.

Julia Golding er på alle måder en glimrende forfatter. Hun tilsidesætter hverken handling, dialog eller personkarakteristikker i sine romaner. Og "Guldsmed" er ingen undtagelse. Især hovedpersonerne er godt beskrevet. Tashis oplæring som fjerdekronprinsesse gør at hun tydeligt har to roller og to personligheder - som kronprinsesse er hun fattet og moden for sin alder, men da hun bliver kidnappet og prinsesseværdigheden hevet af hende, er hun tydeligt den lille pige som engang brugte sine dage som gedehyrde.

Også Ramil er en interessant personlighed. Selv i begyndelsen hvor han opfører sig som en forkælet møgunge ser man stadig tydeligt hans gode sider, og han vokser med problemerne bogen igennem, så man ikke er i tvivl om hans modenhed når man kommer til de sidste sider.

"Guldsmed" er en medrivende fantasy-roman med en masse humor, romantik og spænding. Det er en bog om kulturchok, accept af andres traditioner, om at lære sig selv at kende og om at stole på en gud(-inde) - selv når han eller hun virker tavs. Handlingen er kompleks og Julia Golding væver med mange tråde på én gang, men det virker, og man føler hverken at hun haster sig igennem handlingen, eller at hun forsømmer nogle af handlingerne.

Skyggemagi - John Lehanan

2010-07-23T13:07:00.003+02:00

Connor opdager til sin forbløffelse at hans far ikke er den distræte professor han altid har troet, men i virkeligheden en prins, flygtet fra landet Tir na Nog fordi en gammel profeti sagde at hans søn skulle dø, for at landet kunne overleve. For at redde sin nyfødte dreng fra denne skæbne opgav han sin udødelighed og fik en god heks til at sende ham til vores verden, hvor han efterfølgende levede som en af os. Desværre finder nogle af landets indbyggere ud af hvor hans far har gemt sig, og drager til vores verden for at tage ham tilbage til Tir na Nog og dræbe ham.

Hans mor – som han altid har troet var død – opdager truslen mod Connors liv, og hjælper ham og hans far med at flygte. Nu starter en hæsblæsende jagt hvor Connor forsøger at holde sig i live, og finde ud af hvordan han kan gøre profetien usand inden hans onde onkel og dennes kumpaner formår at slå ham ihjel.

Skyggemagi er en glimrende fantasybog der vil tiltale læsere i alle aldre. Forfatteren benytter sig af en lidt 'umoden' skrivestil (ala en fristil i 1. g), for at vise at historien fortælles med Connors stemme, hvilket giver en god effekt efterhånden som man lærer Connor bedre at kende. Personerne har alle deres charmerende særheder og fungerer godt sammen.

Slutningen var noget brat, så jeg er meget spændt på at se, om det er fordi bogen er tænkt som første bog i en serie.

Forskellighedens monstre - Kaza Kingsley

2010-06-08T14:25:00.001+02:00

Erec Rex #2
Erec er tilbage på Overfladen, men han kan ikke lade være med at tænke på Alypium, og ikke mindst Kong Pieter og hans scepter! Hvis Erec selv fik scepteret ville han have adgang til større magi end nogen anden! Så kunne han langt om længe finde ud af hvem hans rigtige forældre er, og hvilke hemmeligheder det er, hans mor og Kong Pieter holder for ham.

Men det er ikke sådan bare lige for Erec Rex at komme tilbage til Alypium. Hans fjender har haft rigelig tid til at sprede onde rygter om ham, og de fleste er nu overbevist om, at han i virkeligheden er en tyran og en svindler, der har dræbt den rigtige Erec Rex for at overtage retten til at blive konge.

I er i denne ugæstfri atmosfære at Erec skal forsøge at løse de første af de 12 opgaver, der vil gøre ham kvalificeret til at blive konge. Men heldigvis har han da stadig sine venner, samt en ny overraskende hemmelig beundrer.

Jeg er fristet til at sige at "Forskellighedens monstre" er endnu bedre end "Dragens Øje"! "Dragens øje" led under at være den første i en serie, og skulle introducere et helt nyt univers. Det er komme på plads i "Forskellighedens monstre", og Kaza Kingsley kan derfor bruge alle sine kræfter på at fokusere på en spændende historie og pynte den med farverige personer og sjove begivenheder.

Historien er velskreven og bare gennemgående underholdende! Jeg kom til at holde meget af hovedpersonerne, og glæder mig til at se hvordan Erec klarer de videre opgaver.

I Pandoras æske - Pernille Eybye

2010-05-23T22:31:00.002+02:00

Sidste eksamensdag, en lang sommerferie venter Dennis, Jonas og Katja. De næste måneder skal bare bruges på sol, strand og så meget afslapning som overhovedet muligt!

Desværre har skæbnen andre planer da Jonas i sin iver træder direkte ud foran en bil og bliver kørt ned. Heldigvis slipper han let med blot en hjernerystelse og et brækket ben, men med sig ud af bevistløsheden har han mærkelige minder om en pige der kalder sig Pandora, og en evne til at kommunikere med hende hver gang han falder i søvn.

Dette er mærkeligt, men ikke foruroligende - indtil Katja og Dennis kommer og fortæller at Pandora i virkeligheden hedder Charlotte, og at hun har været meldt savnet siden den dag Jonas blev kørt ned.

Nu følger en hæsblæsende jagt - halvt i Jonas' underbevisthed, halvt ved hjælp af Katjas altvidende søster. Målet er at finde Pandora inden det er for sent, og Den Mørke får fat på hende.

"I Pandoras æske" er anden bog jeg læser af Pernille Eybye, og da den første var en mere traditionel ungdomsbog, havde jeg forventet noget tilsvarende her. I stedet finder jeg en fascinerende thriller, hvor Pernille virkelig spiller med musklerne og viser sine fremragende fortælleevner frem. Bogen fik mig til at glemme alt omkring mig og holdt mig tryllebundet indtil sidste side.

Handlingen er interessant og personkarakteristikkerne komplekse, og Pernille Eyebye formår derved flot at undgå mange af YA-genrens faldgrupper. "I Pandoras æske" vil kunne læses med fornøjelse af et meget bredt publikum. Jeg følte mig i hvert fald yderst godt underholdt.

Professionel Hjernevrider - Mac

2010-03-16T14:45:00.002+01:00

De professionelle #1

Anna har det ikke let. Hendes forældre har så travlt med deres arbejde at de næsten glemmer at hun er til, i skolen bliver hun mobbet, og hun er efterhånden selv begyndt at tro på at hun fortjener øgenavnet ”Sløve”. Men så en dag bliver hun ufortjent sendt af sted til skoleinspektørens kontor, og fra ham videre til skolens psykolog. Pludselig går det op for Anna at hun måske ikke er så sløv alligevel – hun er bare bedre til at lytte end til at handle.

Fra da af står det klart for Anna – hun skal være hjernevrider! Takket være en ven får hun fat i nogle visitkort, takket være en fjende bliver de spredt ud over hele byen, og pludselig har Anna flere klienter end hun ved hvordan hun skal få tid til.

Men hvad Anna ikke havde regnet med, at en af hendes klienter er lejemorderen, ”Frikadellen” – den lejemorder som den mystiske og mytiske ”Mr. Who” har hyret til at dræbe Annas far. Nu er gode råd dyre, og med sine venner og klienters hjælp må Anna redde sin far, inden det er for sent.

Endelig en bog der for alvor appellerer til folk i alle aldre. Hovedpersonen er 11, og der er ingen tvivl om at det også er den tiltænkte målgruppe, og alligevel sad jeg - næsten tre gange så gammel - og kunne næsten ikke få mig selv til at lægge den fra mig, før sidste side var læst. Bogen er godt skrevet – børnevenlig uden at være barnlig – og personerne livagtige, om end ikke ligefrem troværdige, så dog stereotype på en meget underholdende måde. Specielt ”Frikadellen” som efterhånden viste sig at have mere hjerte end forstand.

Det bedste ved bogen var dog den yderst originale handling – hele ideen med en 11-årig psykolog, der er så populær at hele New York Citys befolkning står i kø for at få en tid hos hende, er så komisk og grotesk at den ikke kan andet end at tiltale mig.

Børnebøger skal ellers typisk helst læses i nostalgiens rosenrøde skær, men det var absolut ikke nødvendigt her.

Wondrous Strange - Lesley Livingston

2010-03-13T14:21:00.000+01:00

Lige så længe der har været feer til har der også været skiftinge – børn stjålet af feerne fra deres jordiske forældre, og vokset op i feernes hal. Men en enkelt gang var der en kvinde der gjorde gengæld – knust over at have mistet sit eget barn tog hun hævn og stjal et tilbage… desværre for hende var det fekongens arving, og i sin vrede lukkede han herefter alle porte mellem feernes og menneskenes verden.

For 17-årige Kelley var feer kun noget der fandtes i eventyr… indtil hun mødte Sonny, som er usædvanlig opsat på at beskytte hende mod både synlige og usynlige farer.

"Kelley" er en underholdende fantasybog og en "fairytale" i den mest bogstavelige forstand. Feer, trolde og andre mystiske væsner dukker alle op i denne bog, og viser os meget tydeligt at Shakespeare muligvis vidste mere om feernes hof end vi umiddelbart først troede. Handlingen er dejlig original, og det var sjovt at se elementer af klassiske eventyr blandet ind i 'nutidens' verden.

En fascinerende historie og en god introduktion til en ny serie. Jeg glæder mig til at se, hvad Lesley Livingston videre finder på.

Sandheder og løgne - Mette Julin

2010-02-19T12:14:00.002+01:00

Lige siden forældrenes død har efternøleren Charlotte boet sammen med sine to storebrødre. Det har altid virket godt, men nu hvor hun er blevet 15 og begynder i 1.g. synes hun efterhånden at de er alt for strenge. Hvorfor må hun for eksempel aldrig gå til fester? Og hvorfor er det liiige at hun skal kunne redegøre for hvor hun er på alle døgnets timer? Stille og roligt prøver Lotte at bearbejde brødrene til at give hende mere frihed, og det ser da også ud til at virke... indtil hun falder i søvn til en fest og kommer hjem 4 timer senere end hun havde fået besked på. Som straf får hun en uges stuearrest, og dette sender Lotte ud i en selvforstærkende spiral af oprør, trods og bedrageri. Helt galt går det, da brødrene forbyder Lotte i at se sin kæreste, og hun derfor må ty til helt nye former for list.

Jeg skal være den første til at indrømme, at da jeg begyndte at læse "Sandheder og løgne" forventede jeg en ungdomsbog af den type der går 13 af på dusinet. Handlingen er da også et langt stykke hen af vejen i samme dur, men efterhånden opdagede jeg, at Mette Julin ikke bare var ude på at skrive en underholdende bog, men også tog fat i de tungere emner, der lå gemt lige under overfladen. Disse blev håndteret på en god og tidstro måde, og hjalp til at føre bogen op på et højere niveau.

Det var dog ikke dette alene, der har fået mig til at give bogen 6/6, men derimod det faktum, at jeg har gået og haft bogen i hovedet lige siden jeg blev færdig med den! Når jeg ikke kan lade være med at tænke på en historie, selv efter jeg har lagt den fra mig, så ved jeg at forfatteren har gjort et godt stykke arbejde. Selvfølgelig skal slutningen ikke røbes her, så jeg vil nøjes med at sige at den slog benene væk under mig, og satte "Sandheder og løgne" i en klasse for sig selv. Der var en enkelt tråd jeg savnede at få bundet knude på, men man kan jo altid håbe, at den blev gemt med vilje, for at kunne tage den op i en eventuel fortsættelse.

... Og så hjælper det jo også altid at Mette Julin indtil flere gange fik mig til at grine højt af personernes spontane og uventede replikker.

Ulm - Nick Clausen

2010-02-15T13:22:00.003+01:00

Da jeg hørte, at Nick Clausen havde skrevet en ny bog, var jeg meget spændt på, hvordan den mon ville være. Jeg var yderst begejstret over "De døde brødre", og var interesseret efter at se om den satte standarden for hans bøger, eller om den havde været en enlig svale.

Efter at have læst "Ulm" er der ingen tvivl i mit sind - Danmark har fundet sig en ny gyser-forfatter. Den er mindst lige så spændende og medrivende som "De døde brødre" og om muligt et endnu bedre gys.

12-årige Peter er lige flyttet til landsbyen Ulm sammen med sin mor og storebror. Storebroren har svært ved at affinde sig med deres nye liv, og savner faren meget, men Peter finder sig hurtigt til rette, og bliver hurtigt venner med den jævnaldrende Amalie.

Men der er nu noget mærkeligt ved byen - når han er ude efter mørkets frembrud føles det som om, der er nogen - eller noget - efter ham. Et væsen der knurrer, og som har store, lysende øjne. Peter synes mest af alt det ligner en ulv, bortset fra at den er alt for stor... og varulve findes jo slet ikke i virkeligheden.

Nick Clausen tager os på en forrygende jagt fyldt med overraskelser, hvor det hurtigt bliver klart at man ikke skal være alt for sikker på det man tror man ved - ikke engang om sin egen familie.

En meget spændende ungdomsroman som klart kan anbefales.

Spøgelset i lunden - Mary Downing Hahn

2009-11-29T15:48:00.001+01:00

Tim og Cecelie elsker en god practical joke, så da de hører at deres bedstemors pension har ry for at være hjemsøgt, kan de ikke stå for fristelsen for selv at agere spøgelser. Det er nemt nok at skræmme gæsterne, og snart er pensionen fuld af turister, spøgelsesjægere og andre nysgerrige besøgende.

Men Tim og Cecilie opdager snart, at de ikke er de eneste spøgelser på Rævehøjen. Deres spøg og skæmt har vækket de ægte spøgelser i lunden... og de var ikke alle bare ufarlige skarnsunger. For at få lagt det dystre og skræmmende genfærd til hvile igen, må Tim og Cecilie sættes ind i Rævehøjens sørgelige historie, for at finde ud af, hvordan spøgelserne kan få fred igen.

Mary Downing Hahn præsenterer os her for en mere klassisk spøgelseshistorie, hvor genfærd hjemsøger deres bopæl indtil sandheden om deres død kommer frem. Som spøgelseshistorie at betragte, var den ikke synderligt skræmmende, da man på intet tidspunkt følte at skarnsungerne virkelig var ondsindede. Det gruopvækkende ved bogen var beskrivelsen af, hvordan skarnsungerne var blevet behandlet inden deres død, og efterhånden som den historie udfoldede sig, blev jeg også som læser interesseret i, at sandheden om deres død kom frem, og de skyldige passende straffet.

En god spøgelseshistorie, som nok vil vække endnu flere gys for læsere i 10-12-års alderen.

Mission: Drømmeprins - Pernille Eybye

2009-11-29T15:27:00.003+01:00

Det Nora ønsker sig allermest til sin 16-års fødselsdag er ham - drømmeprinsen. Men hvor finder man ham, når man er lidt for lille, lidt for buttet, har den perfekte veninde som tager al opmærksomheden og frem for alt hedder Nora?

I et svagt øjeblik skriver Nora "Drømmeprinsen" på sin ønskeseddel, og veninden Victoria tager det straks som en personlig udfordring at finde ham til hende. Desværre bliver det hurtigt mere end almindelig tydeligt at man skal kysse en forfærdelig masse frøer, før man finder Prince Charming.

I denne humoristiske ungdomsroman beskriver Pernille Eybye med stor indlevelse hvordan det er at være teenager, med alle dets op- og nedture. Især er hendes beskrivelse af venskabet mellem Simon, Victoria og Nora utrolig godt beskrevet og gør heldigvis op med opfattelsen af, at piger og drenge ikke godt "bare" kan være venner.

Som så mange andre bøger af denne type, var slutningen ganske forudsigelig, men den formåede stadig at underholde mig, og jeg tror, jeg ville have elsket den, hvis jeg havde læst den, da jeg var yngre og tættere på målgruppen.

De døde brødre - Nick Clausen

2009-11-25T14:10:00.004+01:00

Troels og Adam er bedste venner, men hvor Adam skråsikkert kun tror på det han kan se, er Troels mere i tvivl om der ikke findes mere mellem himmel og jord, end folk umiddelbart går og tror.

En ældre mand overhører deres diskussioner om hvorvidt der findes spøgelser eller ej, og inviterer dem til at komme og bo i hans hus en weekend - han har nemlig ofte hørt uforklarlige lyde, og er overbevist om, det ikke kan være andet end spøgelser. Adam er ikke så sikker, men både han og Troels synes det kunne være spændende med en weekend væk fra forældrene, så de siger pænt tak for tilbuddet.

Og det varer ikke længe før Adam må indrømme at der sker ting og sager han ikke kan finde nogen fornuftig grund på. Hvorfor har ingen tilsyneladende hørt om de mord der skete i huset for kun 4 år siden? Hvem er den dreng Troels bliver ved med at se, og som ligner Adam til forveksling? Og hvordan kan det være, Adam pludselig falder i søvn i badekarret og er ved at drukne? Drengene må samle alt deres mod, for at løse gåden.

Jeg læser ikke mange spøgelseshistorier - mest fordi der efterhånden er langt mellem de gode af slagsen - og blev derfor utrolig positivt overrasket over denne debutroman af Nick Clausen. Han får skabt en god stemning af uhygge, uden at forfalde til splatter-genren ... på trods af den foruroligende økse på forsiden. Spøgelsernes manifestationer er subtile og derfor så meget desto mere overbevisende. Nick forstår også at det også i gyserhistorier er vigtigt med god personkarakteristik og en gennemført handling, og forsøger ikke bare at lade historien blive båret af spøgelsernes bedrifter. Dette giver en god helhed og gør bogen værd at læse for spøgelsesjægere i alle aldre.

Draugens gåde - Margaret Weis

2009-11-13T10:05:00.002+01:00

Drageskibe #2

Efter Skylan har vundet over Horg i Holmgang står han ikke alene til at blive den nye Overhøvding, men også til at blive gift med Kaipræstinden, Draya.

Det sidste er han dog mildest talt ikke særlig tilfreds med. Og især ikke, da hun kommer til at røbe, at han i virkeligheden ikke selv slog Horg ihjel, men at hun forgav ham inden kampen gik i gang. Rasende prøver han at finde en udvej for at slippe af med hende, så han kan blive gift med sin elskede Ajlena i stedet. Det virker derfor for godt til at være sandt, da han møder en rejsende sydfra, som tilbyder at kidnappe Draya og tage hende med som slaverinde.

Det viser det sig da også at være tilfældet. Ikke alene viser det sig, at den rejsende prøver at narre ham, Skylan mister alle sine krigere på togtet, og bliver tvunget til at opleve Drayas henrettelse af øboere der ellers er kendt for at være så fredelige, at de ikke engang har våben.

Guderne har virkelig vist sig at være tavse. Deres eneste chance nu, er at drage ud og tilbageerobre de drageknogler, der ligger gemt på jorden, for på den måde at hjælpe guderne i deres kamp, så de bagefter har tid til at hjælpe Torgulklanen i deres.

I "Drageknogler" fremstod Skylan som en arrogant nar, som aldrig havde oplevet seriøs modgang. Denne opfattelse fortsætter han med at bekræfte i begyndelsen af "Draugens gåde", men efterhånden som større og større kriser møder ham, går det endelig op for ham, at det ikke er nok bare at være "Høvdingens søn" og "Overhøvding" af navn - man er også nødt til at leve op til det af gavn.

Da forrædderiets fulde omfang endelig går op for Skylan, bliver han nødt til at træffe en beslutning: Hvad er vigtigst - hans stolthed, eller hans klan?

"Draugens gåde" er en glimrende fortsættelse til "Drageknogler", hvor man lærer persongalleriet bedre at kende, og hvor den kritiske situation de er i virkelig bliver sat på spidsen.

De sidste Vilde - Trudi Canavan

2009-11-03T12:41:00.001+01:00

Den hvide præstinde #6
Auraya har fået tilladelse af guderne til at lade Leiard undervise sig i drømmevævernes helbredelsesmetoder. Hvad hun ikke er klar over, er at guderne kun gav denne tilladelse, fordi de havde mistanke om at den udødelige Mirar gemmer sig bag Leiards uskyldige ydre. Det kommer derfor som både en stor overraskelse og en stor skuffelse for hende, da hun får at vide at ikke alene er hendes forhenværende elsker en guderne har dødsdømt... men at de forventer at hun udfører dommen!

Auraya ved hverken ud eller ind. Betød det at Leiard aldrig elskede hende, men bare brugte hende for at komme tæt på de Hvide? Og hvad er det egentlig Mirar har gjort, der er så forfærdeligt, at han fortjener at blive henrettet? Hvordan kan hun nogensinde tjene guderne igen, hvis hun ikke kan være sikker på, at deres domme er retfærdige? Men hvad vil guderne gøre ved hende, hvis hun nægter?

Samtidig er troldkvinden Emerahl på rejse for at finde de sidste vilde, men den standser brat da Mirar fortæller hende om udviklingen med Auraya. Kan hun hjælpe? Og vil hun?

Der er ingen tvivl om, at Trudi Canavan får skrevet sig varm. Dette er afgjort den bedste bog i serien indtil videre. Aurayas kamp med sig selv og sin samvittighed er både troværdig om medrivende.

Imi spillede en mindre rolle i denne bog end den forrige, men det virker også som om, hun har tjent sit formål ved at bringe Elaierne og Pentanerne sammen. Det kan jeg selvfølgelig kun være lidt ked af, da jeg nød at følge hendes og Reivans voksende venskab, men jeg stoler på, at Trudi Canavan har noget bedre i vente i de næste bøger.

Skønt Trudi Canavan springer meget fra den ene delhistorie til den anden, formår hun at holde dem alle interessante. Dette klarer hun, ved at have stærke personligheder til at bære historierne og langsomt kæde dem sammen.

Jeg ser frem til, at læse de sidste bøger i serien.

Emissæren - Fiona McIntosh

2009-10-18T13:16:00.002+02:00

Pecheron-sagaen #4

Lazar er officielt vendt tilbage fra de "døde", og er dybt chokeret da han opdager, hvad der er sket i det år han har været væk. Ana står til at blive henrettet for flugtforsøg, og takket være Jumos overilede reaktion på Lazars "død" står Pecheron nu overfor en mulig krig mod Galinsa, hvis de ikke hurtigst muligt kan få sendt en emissær af sted, som kan overbevise kongen af Galinsa om dels at rygterne om Lazars død var stærkt overdrevene, og dels at sultan Boaz intet havde med det at gøre.

Men da udsendingene fra Galinsa når Pecheron bliver det hurtigt klar for alle, at den eneste som kan tale deres sprog er odalisken Ana - og hvilket land vil modtage en slave som diplomat, selv hvis det skulle lykkes for Boaz og Lazar at redde hende inden henrettelsen føres ud i livet?

Jeg tror dog ikke, jeg røber for meget, når jeg siger at det gør det selvfølgelig, og til Valide Herezahs store fortrydelse står Ana nu for at forfremmes til en stilling høj nok til at Galinsa vil tage imod hende... samtidig med at Maliz stadig prøver at gennemskue om modergudinden Lyana virkelig er genopstået i Ana.

"Emissæren" samler tråden op umiddelbart hvor "Haremmet" slap den, men også denne bog slutter med en cliff-hanger. Det er blevet lidt for meget af en vane for Fiona McIntosh, og trækker en karakter ned i min vurdering - resten af bogen fortjener absolut en høj karakter, for man kan virkelig mærke, at Fiona er ved at have fundet sin rette hylde nu. Handlingen flyder problemfrit, og personerne bliver mere og mere nuancerede. Jeg opdagede at jeg faktisk havde ondt af Herezah på visse tidspunkter (samtidig med at jeg nu alligevel glædede mig over, at hun endelig fik, hvad hun havde fortjent), og måtte tage mig selv i næsten at synes om Maliz - der er i hvert fald ingen tvivl om, at han er mindre øretæveindbydende end Tariq.

"Emissæren" er en god fortsættelse til serien, og jeg glæder mig meget til at læse de to sidste, og forhåbentlig få slået knude på alle trådene.

Drageknogler - Margaret Weis & Tracy Hickman

2009-10-12T18:40:00.002+02:00

Drageskibe #1

Da Skylan vender hjem efter den første vellykkede jagt længe, føler han sig mere end almindelig snydt over at Torgunklanen virker distraherede, og ikke modtager ham, som den kriger han selv mener, han er. Han bliver kun endnu mere irriteret, da han finder ud af, at det er fordi ogrerne er kommet til byen, og de kun venter på ham for at holde krigsråd. Alle og enhver ved jo, at ogrer er dumme og langsomme, så hvorfor vise dem nogen som helst form for respekt?

Heldigvis er høvding Norgar klogere end sin impulsive og krigeriske søn, men selv han er ikke sikker på, hvordan han skal reagere da ogrerne fortæller, at der har været krig i gudsriget. Deres nye guder har slået Torgunklanens guder ihjel, og den eneste måde de selv kan bevare livet på, er ved at overgive sig til ogrenes guder. Torgunklanen nægter at tro det... men på den anden side har Kahg været sært stille i den sidste tid.

Men da Skylan opdager Vektanringen rundt om en af ogrenes hals er der ingen vej uden om at kæmpe mod den. Ringen tilhører overhøvding Horg, og ogrerne kunne kun have fået fat i den hvis Horg var død... eller en forræder. Og hvis det er det sidste, skal han ikke have lov at dø i synden.

"Drageknogler" er en spændende start på en ny serie af Weis og Hickman. Der er ingen tvivl om, at der foregår mere i gudernes rige, end læserne indvies i lige med det samme, og kun personer der stadig tror på gudernes kraft - som Skylar der tror sig velsignet af Toral - kan løfte den opgave, og give guderne magten tilbage.

Det bliver interessant at se, hvordan Weis og Hickman fortsætter historien og hvordan personerne får lov til at videreudvikle sig. Især Skylan har potentiale til enten at ende som en arrogant og dumdristig nar... eller en stor helt. For Torgunklanens skyld må vi håbe på det sidste.

Sirenernes hemmelighed - Julia Golding

2009-09-21T20:17:00.002+02:00

Emblem #1

Da Carolines forældre flytter til udlandet, bliver hun sendt ud til havnebyen Hescombe for at bo sammen med sin faster. Caroline gruer for endnu engang at blive kendt som byens særling. I hendes tidligere skoler har folk altid taget afstand til hende, da de opdagede hendes mystiske tiltrækning på dyr, og hun har aldrig følt, at hun hørte til noget sted - og denne gang virker hun endnu mere udsat, da hendes faster også selv opfører sig mere end almindeligt excentrisk.

Men efterhånden som Caroline lærer byen bedre at kende, finder hun ud af, at hun og hendes faster vist ikke er de eneste usædvanlige personer i byen, for hvad er det skaren med røde høreværn planlægger? Hvorfor sker der så mange uforklarlige dødsfald ude ved olieraffinaderiet? Og hvad er det for en komité Carolines faster og klassekammeraten Casper er med i? Og hvorfor må Caroline ikke selv være med? Sirener er da bare fabelvæsner... er de ikke?

I "Sirenernes hemmelighed" har Julia Golding overgået sig selv, og leveret en af de mest fascinerende fantasy-romaner jeg længe har læst. Universet er gennemført, og blandingen af myte, magi og realistiske scenarier resulterer i en historie man næsten kunne overtales til at tro, kunne forekomme i virkeligheden.

Julia Golding digter videre på myter, der har været kendt i århundreder, og giver dem et nyt twist for at skabe en usædvanlig historie og introducere læseren for en anden verden end den man typisk møder i fantasyromaner. Jeg slugte første bind af Emblem-kvartetten på en weekend, for jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig.

Bedrageren - Kristin Cashore

2009-07-20T13:24:00.001+02:00

Talentian #2

I "Bedrageren" følger vi Katsa og Po på deres færd til Monser, hvor de skal undersøge rygterne om de mange sårede og dræbte børn og dyr. Da de derudover også hører, at dronningen har spærret sig inde sammen med datteren Irina, bliver de overbeviste om, at kongen er involveret. Deres første møde med Kong Leck bekræfter da også denne antagelse, da de ser ham jagte og dræbe dronningen, og med et enkelt udbrud overbevise Katsa om, at det var en ulykke.

Kong Leck er altså også en Talentianer... og hans særevne er at kunne overtale folk til at tro på alt han siger til dem. Denne særevne bruger han til egen fornøjelses skyld, i stedet for til landets bedste.

Po og Katsa har helt på det rene at de er nødt til at dræbe ham - men hvordan? Po har ikke evnerne, og Katsa er modtagelig for hans særevne. Samtidig har de også Prinsesse Irina, som de skal beskytte indtil hun kan komme til at overtage Kong Lecks trone.

Der er væsentlig mere action i "Bedrageren" end der var i "Katsas fortælling", og det er en spændende og fascinerende fortælling. Katsa stoler tydeligt mere på sig selv nu, og dette giver hende en selvsikkerhed og et overskud til at interessere sig for andre personer, hvilket viser sig tydeligt i hendes forhold til både Po og Irina.

"Talentian"-serien er en anderledes fantasy-serie i og med at der udover Talentianernes særevner slet ikke findes magi og handlingen i stedet fokuserer sig om personers udvikling og udnyttelse af de evner de har.

Jeg savnede det noget større persongalleri vi så i "Katsas fortælling", da vi her stort set kun møder Katsa, Po og Irina, men jeg forventer at de øvrige personer dukker op igen i næste bind.

Haremmet - Fiona McIntosh

2009-06-30T11:53:00.008+02:00

Percheron-Sagaen #3

Næsten et år er gået siden vi forlod Ana, Pez og Lazar i "Uglens genkomst". Odalisk Ana føler stadig kun afsky for livet i haremmet, men prøver at skjule sit ubehag af respekt for det løfte hun gav sig selv ved Lazars formodede død - hun vil affinde sig med sin skæbne og ikke prøve at flygte.

Det er dog et løfte, der er lettere afgivet end holdt - især da Sultan Boaz for første gang sender bud efter at hun skal tilbringe natten med ham, og Salmeo. og valide Herezah endnu engang begynder at vise hende lidt for megen opmærksomhed.

Pez er fast opsat på at beskytte Ana - om nødvendigt også mod hende selv. Efter at han er blevet afsløret som Iridor er han overbevist om at Ana betyder mere for gudinden Lyana end hun selv ved af. Hvis han dog bare kunne finde ud af, hvor Maliz skjuler sig!

Bogen holder fint stemningen fra de tidligere bøger i serien og er svær at lægge fra sig, når man først er begyndt. Det er en anderledes fantasy, i og med at den fokuserer meget mere på politiske intriger og spændinger end på egentlig magi som sådan. Dette giver serien en anderledes vinkel og gør at den skiller sig godt ud i det efterhånden ret store udvalg af fantasy-serier. Jeg er kommet til at holde af både Odalisk Ana og Sultan Boaz, og tager mig selv i at sidde og skære tænder, når jeg ser hvordan Boaz bliver manipuleret dels af traditionerne og folkets forventninger og dels af Storvesir Tariqs subtile rådgivning.

"Haremmet" er tydeligt en del af en serie, og kan derfor ikke stå alene, men kræver kendskab til "Odalisk" og "Uglens genkomst", ligesom den tydeligt lægger op til en fortsættelse, da den slutter med noget af en 'cliff-hanger', og lader indtil flere af hovedpersonernes videre skæbne forblive uafklarede.

Den hvide død - Trudi Canavan

2009-06-30T11:51:00.003+02:00

Den Hvide Præstinde #5

Mirar har langt om længe lært at skjule sine tanker for andre, og troldkvinden Emerahl føler derfor at det er sikkert at forlade ham. Han kan nu klare sig selv, og hun kan derfor følge sit ønske - at drage ud for at lede efter flere af de Vilde. Når både hun og Mirar har overlevet så længe, føler hun sig overbevist om at der må være flere at finde. Udødelige som har undgået gudernes opmærksomhed i alle disse år vil ikke være lette at opspore... med mindre de VIL findes.

Mirar beslutter sig for at blive blandt siyeeerne. Han føler sig veltilpas sammen med dem, og ikke mindst - de har brug for hans helbredende evner. Især da den hvide død gør sit indtog i Si, og han får brug for al sin magiske kraft for at undgå at sygdommen udrydder dem. Hvad han ikke havde gjort sig klart var, at denne sygdom også ville hidkalde Auraya. Kan de to arbejde side om side uden at Auraya opdager hans hemmelighed? Og hvad vil der ske, hvis Mirar selv begynder at blive betaget af hende?

I "Den hvide død" viser Trudi Canavan for alvor sine evner for at tage flere forskellige historier, og væve dem sammen til en spændende og interessant historie. Ofte når en historie bliver fortalt fra forskellige skiftende synsvinkler, vil læseren uværgeligt blive mere fanget af én end af de andre, og derfor mere eller mindre ubevist irritere sig over de andre fortællere. Det var på ingen måde tilfældet her. Dels var hvert afsnit så kort, at man ikke nåede at blive træt af en enkelt fortæller, før historien gik videre til den næste. Dels var det tydeligt at se at Canavan var lige interesseret i alle dele af historien, og derfor gjorde lige meget ud af hver, for at det samme skulle gøre sig gældende for læseren.

Det lykkedes over al forventning, og jeg kan kun ærgre mig over, at bogen ikke var meget længere. Jeg glæder mig allerede til sjette bog i serien, så jeg kan se om det lykkes Reivan at få Imi hjem til sin far, om Emerahl finder flere Vilde, og hvad der vil ske, nu hvor Auraya og Leird/Mirar har mødt hinanden igen.

Gudernes tjener - Trudi Canavan

2009-06-24T17:48:00.002+02:00

Den Hvide Præstinde #4

"Gudernes tjener" samler fortællingen om krigen mellem cirklianerne og pentradrianerne op hvor "Drømmevæveren" slap den - men set fra en pentadriansk kvindes synspunkt i stedet for fra De Hvides. Det viser sig hurtigt at pentadrianerne er lige så overbeviste om at deres guder er virkelige og cirklianernes blot opdigtede, som De Hvide er om det modsatte. Det er en interessant måde at starte bogen på - efter at læseren gennem tre bøger er blevet ledt til at mene at pentadrianerne er gennemført onde, bliver vi pludselig mindet om, at de også bare er mennesker. Mennesker som elsker og hader lige som alle andre, men som ikke nødvendigvis er onde af natur.

Det bliver dog også mere og mere tydeligt, efterhånden som pentadrianeren Reivan møder flere og flere af "stemmerne" og bliver oplært som gudernes tjener.

I mellemtiden har Auraya og de andre Hvide travlt med at rydde op efter krigen. Auraya bliver plaget af mareridt, og kan stadig ikke affinde sig med Leiards formodede forræderi. Leiard - som er flygtet så langt væk, at ikke engang de andre drømmevævere ved hvor han er, og kun troldkvinden Emerahl er klar over, at det ikke nødvendigvis er af egen fri vilje. Mirar får mere og mere magt over Leiards krop, indtil de alle tre til sidst er i tvivl om hvem den egentlig oprindelig tilhørte.

"Gudernes tjener" er en interessant fortsættelse til historien om Den Hvide Præstinde. Vi følger de fleste gamle kendinge fra de tidligere bøger - dog synes Siyeerne at være noget oversete, men jeg regner med at de vender tilbage i "Den hvide død" - og får tilføjet nye, spændende personer til galleriet. Især var jeg meget optaget af Reivan og det perspektiv hendes synspunkt sætter på historien.

Dødens mange facetter - Dennis Jürgensen

2009-05-17T20:04:00.003+02:00

Dennis Jürgensen har gjort det igen. Hans nye novellesamling er en genistreg uden sammenligning.

Døden findes i mange afskygninger - nogle mere makabre end andre, nogle mere seriøse end andre, nogle mere permanente end andre, og nogle deciderede humoristiske. Vi møder sørgende ægtefæller, der måske ikke helt er, hvad de giver sig ud for, en nyomvendt jogger, mystiske konkylier og kanariefugle, alternative jobfunktioner, og selvfølgelig også Dennis Jürgensens karakteristiske spøgelser, zombier og rumvæsner.

Jeg må indrømme, at det var med en hvis skepsis og tøven, at jeg gik i gang med "Dødens mange facetter"... ganske vist var det Dennis Jürgensen, og det talte for god læsning, men jeg er normalt ikke så meget for novellesamlinger. For mange forfattere bruger dem til at afprøve nye genrer, som de er mere eller mindre erfarne og egnede til, og det er en større udfordring for en forfatter når han eller hun ikke bare skal lokke læseren til at læse én historie, men 5, 10 eller 20.

Som sædvanlig gjorde Dennis Jürgensen dog alle mine tvivl til skamme. Hans noveller er fuldt ud lige så spændende, foruroligende, medrivende og generelt underholdende som alt andet, han har skrevet. Selv i sine noveller formår han at udnytte personkarakteristikker og atmosfære til at skabe en rigtig spændende handling... selv på de få sider han har stillet til rådighed.

Min yndlingsnovelle er "Herbert Lindkvist, assassinator", om den paraply-stikkende funktionær - en beretning jeg slugte, hvor min mund stod mere og mere åben, efterhånden som den udfoldede sig foran mine øjne, og hvor jeg ville ønske, at den havde været mindst dobbelt så lang, fordi dét var da et univers, der var værd at udforske nærmere.

Første novelle er dog også fascinerende, da han i den prøver noget helt nyt, og præsenterer os for en novelle skrevet udelukkende som dialoger og monologer - en ren fryd for enhver skuespiller, der trænger til nyt materiale.

Dennis Jürgensens største forte er, at selvom hans noveller følger en rød tråd, er de tilpas forskellige, til at interessen holdes fangen, og skønt det er dødens mange facetter vi bliver præsenteret for, ender samlingen ikke med at være deprimerende.

God læsning, og et must for alle Jürgensen-fans.

Forrådt - P.C. og Kristin Cast

2009-05-09T12:06:00.004+02:00

Nattens hus #2
"Forrådt" er en direkte fortsættelse til "Vampyrens Mærke". Zoey er blevet udvalgt som leder af Mørkets Døtre, og er ved at forberede sig til sit første Fuldmånerite. Tilsyneladende går alt godt - hun har en dejlig bedsteveninde, en forstående mentor, en sød og flot kæreste... og så er hun tilfældigvis også den mest talentfulde yngling nogensinde...

Men dykker man ned under overfladen er alt bestemt ikke som det burde være. Zoeys beundrede ypperstepræstinde er slet ikke så pragtfuld og sympatisk som man ellers skulle tro, og Zoey indser tungt, at hun ikke længere føler, hun kan stole på hende. Zoeys næsten-eks-kæreste viser stadig tydelige tegn på at være blevet præget af hende og vil ikke lade hende være i fred - tværtimod prøver han konstant at overtale hende til at de skal mødes, så hun endnu engang kan drikke hans blod. Og så er der lige den lille sag med de genfærd som Zoey bliver ved med at se på skolens område, om som langsomt bliver mere og mere truende at se på.

"Forrådt" er både mørkere og barskere end "Vampyrens Mærke". Zoey er oppe imod stærke kræfter, som det vil kræve alle hendes særlige kræfter at kæmpe imod. Det gør det ikke lettere at begreberne 'venner' og 'fjender' pludselig er blevet byttet rundt, og det ikke længere er så ligetil at finde ud af hvem der er hvem.

Ikke alle begivenheder i bogen lader til at have en direkte begrundelse nu og her. Især stillede jeg mig meget uforstående overfor Zoeys voksende betagelse af poeten Loren, da det tilsyneladende ikke havde noget betydning for bogens handling overhovedet. Jeg regner dog med at P.C. og Kristen Cast her lægger op til handlingsforløb i senere bøger og at det vil blive forklaret senere i serien.

"Forrådt" er en spændende bog og hurtigt læst - hvilket er et held, for den er svær at lægge fra sig. Jeg synes det er en geni-streg at blande vampyr-myten sammen med gudinde-tilbedelse, og nød at læse om hvordan Zoey langsomt føler sig mere og mere tilpas i rollen som Nyx' velsignede. Læsere som har ventet spændt på fortsættelsen vil bestemt ikke blive skuffede.

Katsas fortælling - Kristian Cashore

2009-05-06T17:33:00.004+02:00

Talentian 1

I De Syv Kongeriger findes der folk der fødes med særlige evner. Disse personer kaldes talentianere og kan kendes på at deres øjne er to forskellige farver.

Katsa har et blåt og et grønt øje. Hendes særevne er at hun kan slå ihjel med de bare næver. Noget hun opdagede som 8-årig, og som har gjort hende til et udskud lige siden - hadet og frygtet af alle der kom hende nær. Som niece til Kong Randa af Middlun bliver hun tvunget til at udnytte sine evner efter hans forgodtbefindende, og hun begynder efterhånden selv at tro på hun er det udyr som alle anklager hende for - hvem ville ellers torturere mennesker som ikke havde fortjent det - bare fordi Kong Randa ville statuere et eksempel?

For at råde bod på kongens uretfærdigheder har Katsa startet "Netværket" - en gruppe af modige folk som ønsker at hjælpe de svage i alle syv kongeriger. Under en sådan mission for at befri en kidnappet prins, støder Katsa på talentianeren Po... den første mand som ikke krympede bare ved synet af hende, og som faktisk turde kaste sig ud i en slåskamp med hende. Han leder også selv efter den kidnappede prins - og endnu mere efter de personer der stod bag udåden.

"Katsas fortælling" er den første bog i Talentian-serien og er en fascinerende beretning om godt og ondt i menneskers sind og hvordan andres forudindtagede holdninger kan påvirke hvordan man ser sig selv. Først da Katsa begynder at acceptere Po som sin ven, indser hun, at hun heller ikke selv er nødt til at lade andre misbruge hendes evner.

Det er en spændende bog og svær at lægge fra sig. Bogens store fortrin er, at den har en mere fokuseret personskildring end man ellers ofte ser i fantasy-romaner. Handlingen bliver faktisk mere styret af Katsas skiftende opfattelse af sig selv, end af omkringliggende begivenheder. Det fungerer rigtig godt, fordi man virkelig føler man kommer til at lære hende at kende og holde af hende... og er derfor naturligvis meget nysgerrig efter at høre, hvordan det videre vil gå hende.

Stortroldmanden - Karen Miller

2009-04-19T22:23:00.002+02:00

Tronraner-Krøniken #2

Næsten et år er gået siden vi forlod Asher og Prins Gar ved udgangen af "Den Troskyldige Troldmand". Det er efterhånden tid for Asher at drage tilbage til Restharven, men han kan ikke helt få sig selv til at sige til Gar at han er klar til at rejse... og han ved desuden ikke helt selv om han ER klar. Men begivenhederne træffer beslutningen for ham - kongen bliver alvorligt syg, så Gar er nødt til at overtage hans plads ved den årlige høstfest i Vestervig, og hvad er mere naturligt, end at hans assistent tager med ham? Asher benytter chancen til at opsøge sin familie, men det går desværre på ingen måde som han havde forventet, og slukøret og syg på krop og sjæl vender han tilbage til Dorana sammen med prins Gar.

I Gar og Ashers fravær har et vældigt jordskælv ramt byen og blotlagt Barls hemmelige bibliotek. Kongefamilien og Stortroldmand Durm beslutter sig for at udforske biblioteket - uvidende om hvilke konsekvenser det vil betyde for dem alle.

"Stortroldmanden" er en værdig efterfølger til "Den Troskyldige Troldmand" og lever fuldt ud op til de forventninger jeg havde til den. Det var en fornøjelse at se Asher mere fortrolig med sin rolle som prinsens assistent, og følge hans voksende modenhed i forholdet til både sine venner og fjender.

Karen Miller sætter her spørgsmålet om doranernes eksistensgrundlag på spidsen... hvad ville der ske, hvis Barls Mur ikke var så uigennemtrængelig som først antaget? ... og hvad ville der ske hvis en krøbling pludselig fik nyopdagede kræfter?

Jeg var dybt fascineret af bogen, og havde meget svært ved at lægge den fra mig. Den eneste grund til at jeg ikke ville give den helt top-karakterer, er, at den ender med en stor og særdeles overraskende cliff-hanger der fik mig til at udbryde "Jam', jam', jamen!" da jeg så, der ikke var flere sider. Forhåbentlig kommer fortsættelsen snart, så jeg kan se, hvordan Asher og Gar videre klarer sig mod mørket fra den anden side af Barls Mur.

Den Troskyldige Troldmand - Karen Miller

2009-04-18T12:15:00.002+02:00

Tronraner-Krøniken #1

Asher er taget til Lurs hovedstad for at opfylde et løfte han har givet sin far - på et år vil han tjene nok penge, til at kunne købe sin egen båd, så faderen ikke længere behøver at arbejde så hårdt for føden, men kan nyde sit livs otium, og blive forsørget af sin søn.

Et prisværdigt ønske, men Asher opdager hurtigt at det ikke er lige så nemt at skaffe sig et job som i drømmene, når man aldrig har prøvet andet end at være fisker, og Dorana ligger langt fra havet. Hvad Asher ikke er klar over, er, at han er involveret i en profeti om landets fremtid, og takket været et par usete skub af Jervales Arving bliver han opdaget af Prins Gar og ansat som dennes olkenske assistent - til stor forargelse fra flere af landets stormænd.

Nu er der blot tilbage at vente og se hvad den Troskyldige Troldmand kan udføre i profetiens omtalte "sidste dage".

Canadisk-australske Karen Miller er et forfriskende nyt pust til fantasygenren. Hun formår at sørge for at magien ikke er svaret på alt, men lader personlighederne bære handlingen. Asher kan ind i mellem være så øretæveindbydende at man selv får lyst til at slå ham, men hans forhold til Prins Gar - halvt professionelt, halvt venskabeligt - virker troværdigt og er interessant at følge.

Bogen kan læses på flere niveauer. Først og fremmest er det en glimrende fantasy-roman, men under overfladen gemmer der sig iagttagelser om spillet mellem forskellige etniske grupper i samme land, om forholdet mellem erobrerne og de erobrede, og om generelle fordomme.

"Den Troskyldige Troldmand" er første bind i en serie på 4 bøger, og man får altså derfor ikke en konklusion på de forskellige problemstillinger der sættes op, men den er en god introduktion til universet og personerne, og har tilpas meget handling til at holde interessent fangen mens man utålmodigt venter på næste bind i serien. Jeg kan varmt anbefale den til alle fantasy-elskere.

Dragens øje - Kaza Kingsley

2009-04-04T08:29:00.002+02:00

Erec Rex #1

Selvom Erec Rex ikke er klar over det er han ikke en helt almindelig dreng. Han får "tågetanker" med varsler han ikke kan lade være med at reagere på, og han er vokset op med vækkeure der kan bevæge sig, tandbørster der selv begynder at børste dine tænder, og en stumtjener der forfølger dig indtil du hænger din jakke op.

En dag vågner Erec og opdager at hans mor er forsvundet, og at der i stedet sidder en usædvanlig babysitter på en stol foran døren og sørger for at ingen kan komme ud. En "tågetanke" melder sig i det øjeblik og fortæller Erec at han straks skal forsøge at finde sin mor, og med sine søskendes hjælp, lykkes det ham at narre babysitteren og komme ud af huset. Her møder han pigen Bethany, som viser sig at være uundværlig, da hun kan hjælpe ham til Alypeum..., et land under jordens overflade... et land som bliver holdt hemmeligt for Overfladefolket... et land hvor magi er allemandseje.

Her ramler Erec og Bethany direkte ind i en konkurrence om at blive landets næste konge og dronning, og Erec skal nu forsøge dels at redde sin mor, dels at vinde konkurrencen, dels at afværge et kup, og dels at finde ud af, hvem i alverden han egentlig selv er.

"Dragens øje" minder mest af alt om et alternativt Harry Potter-univers iblandet en masse Terry Prachett humor. Der er farver og magi fra allerførste side, og det fortsætter gennem hele bogen, så man aldrig er helt sikker på hvilken eventyrlig overraskelse man vil møde på næste side. Det er ofte farligt med illustrationer i en sådan bog, da de kan have svært ved at leve op til forventningerne, men her passer de perfekt ind i bogens univers, og hjalp til med at sætte tonen for det kommende kapitel.

"Dragens øje" er Kaza Kingsleys debutbog og lover særdeles godt for hendes fremtidige værker.

Drømmevæveren - Trudi Canavan

2009-03-31T23:02:00.001+02:00

De hvide præstinder 3

"Drømmevæveren" er både mere mørk og dyster og mere alvorlig end de tidligere bøger i serien om "Den hvide præstinde". Hania gør klar til krig mod Syd-Ithania, og selvom Nord-Ithania har flere soldater end Pentadrianerne, er deres soldater så krigeriske og deres sorte troldmænd så magtfulde at kampen er mere lige end De Hvide bryder sig om, og de begynder at frygte, om det overhovedet vil være muligt for dem at vinde. Især da de opdager at de guder Pentadrianerne tilbeder måske alligevel ikke er så afdøde som først antaget.

Auraya har også problemer i sit privatliv. Efter længe at have været forelsket i, og elsket af drømmevæveren Leiard kommer hun pludselig i tvivl. Hvad vil hendes folk sige til deres forhold? Vil de kunne acceptere at en af deres hellige pludselig viser sig at være i et forhold med en af de forhadte drømmevævere. Hvad vil der ske, hvis de andre hvide finder ud af det? Og hvorfor opfører han sig ind i mellem så underligt - som om han ikke engang kan lide hende?

Auraya må træffe svære beslutninger omkring den mand hun elsker, det land hun har afgivet løfter det, og det folk, der har stjålet hendes hjerte.

"Drømmevæveren" er en glimrende afslutning på første del af serien om "Den hvide præstinde" og krigen mod Syd-Ithania. Bogen føles vel afsluttet, mens den stadig efterlader tilpas mange tråde åbne til at der er god plads til en fortsættelse, og jeg er kommet til at holde så meget af Auraya, Pjat, Triss, Leiard, Drilli og alle de andre, at jeg er meget spændt på at læse mere om dem, og se hvordan det vil gå dem i fremtiden.

Et af Trudi Canavans største talenter er afgjort evnen til at holde styr på et så stort persongalleri, konstant lade fortællervinklen gå fra den ene til den anden, og stadig opnå at en læser finder alle delhistorier lige interessante og være lige optaget af alle personlighederne. Det er få forfattere der magter denne udfordring, men Trudi Canavan tager imod den og løser den med bravur.

En glimrende serie, som jeg varmt kan anbefale til alle fantasy-elskere.

Siyee-alliancen - Trudi Canavan

2009-03-29T11:47:00.002+02:00

Den hvide præstinde 2

"Siyee-alliancen" er en direkte fortsættelse af "Auraya", men hvor den første bog i serien mest handlede om pigen Aurayas optagelse blandt "De Hvide" og hendes oplevelser der, koncentrerer "Siyee-alliancen" sig mere om de forskellige folkeslag rundt om Hania, som alle bejles til - dels af "De Hvide" og disses trofaste udsendinge, og dels af Pentadrianerne fra Syd-Ithania, som alle ønsker dem på deres side i den kommende krig.

Siyeerne mener ikke, at de har noget specielt at tilbyde i denne alliance. Skabt af guden Huan som et flyvende folkefærd med vinger i stedet for arme, har de ikke mulighed for at gribe til våben på samme måde som andre, og føler sig derfor umyndiggjort og skamfulde over, at de ikke kan være til nogen hjælp, men udelukkende skal beskyttes af de andre - eller gå til grunde. Men drengen Tryss har andre planer, og vil gøre alt for at de lykkes.

"Siyee-alliancen" skiller sig ud fra mange andre fantasy-bøger, ved at gå i detaljer omkring politik, og de taktikker og kompromiser der er nødvendige for at skabe alliancer der vil holde selv i krigstid. Jeg var især dybt fascineret af at læse om Aurayas oplevelser hos Huans andet folk, Elaierne, som ende med ikke at tage imod De Hvides tilbud, og har en hvis forudanelse om, at vi kommer til at høre mere om dette undersøiske folkefærd i senere bøger.

Selv synes jeg at denne bog var bedre og mere interessant end den første bog i serien, men jeg vil af samme grund ikke anbefale den til lige så unge læsere, på grund af de emner den tager op. Men det er vel også kun rimeligt at efterhånden som Auraya bliver ældre, forventes det at hendes læsere gør det samme.

Stensmelterne - Tamora Pierce

2009-03-29T11:24:00.000+02:00

Cirklens Lærlinge 1

Tamora Pierce er en af mine yndlingsforfattere, så jeg var meget begejstret da jeg så, at hun havde udgivet en ny bog. "Stensmelterne" er første bog i en ny serie i Cirklens univers og er mere præcist en fortsættelse af "Stenmagi" (Cirklen Åbnes 2) da vi her følger Torns lærling, Evi, på en mission sammen med søster Rosentorn.

Indbyggerne på en af Flagermusøerne har bedt Søster Rosentorn om at komme for at undersøge hvorfor dyr og planter er begyndt at dø, og hvorfor hidtil friske søer pludselig indeholder syre i stedet for vand. De skænker det ikke en tanke at den seneste optrapning i jordrystelser kan have noget med det at gøre, så det er måske meget heldigt at Evi, med sin stenmagi, er blevet tvunget med på turen som straf.

"Stensmelterne" fangede fint stemningen fra de øvrige Cirkel-bøger, men jeg savnede søster Lærke og især Torn, Sandrilene, Trisana og Daja, selvom jeg godt er klar over, at hvis de sidste fire havde været med, havde bogen mere handlet om dem, end om Evi. Der manglede dog noget menneskeligt samspil, da Evi ikke havde meget med andre at gøre, end sin stenfyldte ven Luvo.

Tamora Pierce forsøger sig med en ny skrivestil i denne bog. Hidtil har hun mest holdt sig til en alvidende 3.persons fortæller, men her lader hun os høre historien gennem Evi i første person. Det giver en noget anden oplevelse end hvad man er vant til fra hende, da Evi er noget mere barnlig i både sine tanker og sin udtryksmåde. Det virker dog godt, og jeg er spændt på at se om Tamora Pierce holder sig til den stil i de øvrige "Cirklens Lærlinge" bøger.

Auraya - Trudi Canavan

2009-03-24T19:28:00.003+01:00

Den hvide præstinde 1

Da Auraya bliver valgt som den femte af De Hvide kommer det som en overraskelse for mange... ikke mindst hende selv, da det kun er ti år siden hun forlod sin landsby, for at blive oplært som præstinde. Men der er ingen tvivl om at hun har gudernes velsignelse - de andre Hvide lagde først mærke til hende da hun allerede som 12 årig udviste store diplomatiske evner, der forhindrede hendes landsby i at blive lagt øde, og gennem sit venskab med de ellers forhadte drømmevævere er hun lige hvad Ithania har brug for, for at opnå en givtig alliance i Nord-Ithania, og bekæmpe den voksende trussel fra de hedenske troldmænd der i løbet af de sidste år er dukket op fra Syd-Ithania.

"Auraya" er en spændende introduktion til en ny fantasy-serie af Trudi Canavan (kendt fra "De sorte troldmænd"). Ligesom hendes andre bøger er den lidt langsom om at komme igang, men den slipper dig ikke frivilligt, når den først har fået fat i dig, og jeg ser frem til, hvad fortsættelserne har at byde på. Den er tydeligt del af en serie, og ikke tiltænkt til at stå alene, så jeg anbefaler at man har "Siyee-alliancen" liggende let tilgængelig, for den vil man være klar til at begynde på i samme sekund som man har læst sidste side af "Auraya".

Som i "De sorte troldmænd" præsenterer Canavan os for et stort persongalleri, og selvom det ikke er alle personerne der fik lov til at få en lige fremtrædende rolle i denne bog, nærer jeg ingen tvivl om, at de blev præsenteret for at spille en væsentlig rolle i de senere bøger.

"Den hvide præstinde" retter sig mod et lidt yngre publikum end "De sorte troldmænd" og lader til at være rettet mod børn og unge i 10-15 års alderen. Det afholdt dog ikke mig fra også at læse den med stor fornøjelse.

Uglens genkomst - Fiona McIntosh

2009-03-11T12:51:00.002+01:00

Percheron-sagaen 2

I denne nervepirrende fortsættelse til "Odalisk" møder vi slavepigen, odalisken Ana umiddelbart efter hun er vendt tilbage til slottet efter sit impulsive flugtforsøg. Straffen er streng - 30 piskeslag - og valget af pisk er overladt til overenukken, så sultan Boaz har ikke mulighed for at skåne pigen.

Det har Lazar derimod. Eftersom han stadig står som pigens beskytter tillader en gammel lov ham at tage straffen på hendes vegne. Overenukken er rasende over dette, og sværger at udnytte chancen til at slå Lazar ihjel - hvis overhovedet muligt.

Men hvad vil der ske, hvis landet står uden deres hærfører netop som guderne begynder at røre på sig, og samler deres styrke til kamp? En kamp, hvis endelige udfald ultimativt vil berøre hele Percheron og alle dets indbyggere.

"Uglens genkomst" går dybt ind i de forskellige intriger og alliancer der skabes i Sultanens palads og det er interessant at se hvem der udnytter hvem, hvem der stoler for blindt, og hvem der har lært fornuftig tilbageholdenhed. Man sidder ind i mellem med tilbageholdt åndedræt og krydser fingre for at de personer man holder mest af ikke vil røbe noget dumt for dem man ved er falske.

Hurtigt læst og fængende. Jeg glæder mig til at se hvad der videre sker.

Vampyrens mærke - P.C. og Kristin Cast

2009-03-07T12:46:00.002+01:00

Nattens Hus 1

16-årige Zoey har en familie der er ligeglad med hende, en næsten-ekskæreste der drikker for meget, en overfladisk bedste veninde og en geometriprøve i morgen. Men alt dette viser sig pludselig at være helt lige meget, da hun efter skole får Mærket af en Udsending, og bliver nødt til at flytte til Nattens Hus... kostskolen hvor udvalgte ynglinge bruger fire år på at lære vampyrernes historie, mens deres kroppe enten vender sig til at være vampyr... eller bukker under i forsøget.

P.C. og Kristin Cast tilbyder her et nyt syn på den velkendte vampyr-legende. Man bliver ikke vampyr ved at blive bidt - man er udvalgt på forhånd, og Mærket er bare et synligt tegn overfor andre. Vampyrerne tilbeder Nattens Gudinde Nyx, og Zoey opdager at hun er blevet velsignet med særlige evner og ansvar som Nyx' særlige udvalgte. Hun får brug for disse evner, for alt er ikke som det bør være i Nattens Hus. Hvad sker der f.eks. med de næsten-vampyrer der ikke overlever Forvandlingen. Alle ynglingene havde fået at vide at de døde, men Zoey ser noget der tyder på at de i hvert fald ikke forbliver døde...

Vampyrens mærke er en underholdende teenage-bog, og et glimrende alternativ til Stephenie Meyers "Tusmørke"-serie. Bogen håndterer teenage-problemer på en fornuftig og ansvarlig måde, uden på noget tidspunkt at blive formanende. P.C. og Kristin Cast er et mor-og-datter forfatterteam, hvilket fungerer godt, da de hver kan trække på deres erfaringer og beskrive både voksne og teenagere troværdigt.

Jeg blev straks fænget af bogen, og havde svært ved at lægge den fra mig. Beskrivelser af kostskolelivet tiltaler mig altid, og den atypiske vampyr-historie gjorde kun bogen endnu mere spændende. Jeg glæder mig allerede til at få fingrene i den næste bog i serien.

Odalisk - Fiona McIntosh

2009-03-04T15:58:00.002+01:00

Pecheronsagaen 1

I Pecheron dør den gamle Sultan, og Boaz - hans 15-årige søn - overtager tronen. Hans mor, Herezah, var den gamle Sultans yndlingshustru, og hun har levet for dette øjeblik. Nu har hun endelig mulighed for at få den magt hun altid har ønsket, og hvis hun kan gøre Boaz til en lydig marionet-dukke, vil der ikke være grænser for hendes muligheder. Altid ambitiøs og forudseende er hendes første ordre at få haremmet tømt - drengene dræbt, og pigerne smidt på gaden - og samle et nyt med piger, hun kan præge efter sine egne ønsker.

Men guderne har også en finger med i spillet. En af de nye piger er Ana - fundet og købt af sine forældre af Pecherons hærfører Lazar, som straks fatter sympati for hende - og det viser sig hurtigt at hun er mere og andet end blot en landsbypige, men vil spille en vigtig rolle i kampen mellem Iridor og Maliz.

Odalisk er en kort bog og hurtigt læst. Den er tydeligt ment som en introduktion til Pecherons univers og indeholder derfor mere stemningsbeskrivelser og personkarakteristikker end egentlig handling. Det skal man dog ikke lade sig narre af. Bogen sætter sig bedre fat end man lige tror, og jeg greb mig selv i at tænke på Ana og Lazar som virkelige personer, jeg var bekymret for. Odalisk lægger kraftigt op til en fortsættelse, og jeg anbefaler at man har 2'eren let tilgængelig når man læser 1'eren, så man kan gå direkte videre og ikke er nødt til at væbne sig med alt for megen tålmodighed inden man finder ud af, hvad der videre sker.

Dragedræberen - Patrick Rothfuss

2009-02-24T13:13:00.000+01:00

Kongedræberkrøniken 2

Kært barn har mange navne, og det samme gælder sagnhelte. Ingen ved præcis hvem han her, men hver lægger vægt på hvad netop han synes er vigtigt ved heltens liv, og dette viser sig ved hvilket navn han vælger at omtale ham ved: Letfinger, Kvote den blodløse, Arkanisten Kvothe og Kongedræberen Kvothe. Alle sande, men ingen fuldstændig fyldestgørende.

I Dragedræberen lærer vi endnu et nyt navn til Kvothe - Dragedræber. Historien samler os op umiddelbart hvor Vindens navn forlod os - Kvothe er i gang med at diktere sin livshistorie til Krønikeren, og er nu nået til et nyt kapitel og en ny del af sit liv.

Kvothe er træt af at være så fattig at han aldrig har til dagen og vejen – går hans sko i stykker må han gå barfodet, for han har ikke råd til at erstatte dem. Pengemanglen giver også problemer ved hver eneste semesterstart, da han aldrig kan være sikker på, at han kan skaffe det adgangsbeløb der lader ham blive på universitetet.

I sin jagt efter nye måder at skaffe penge på, ender Kvothe på den anden side af floden Omethi i den mere farverige og kreative bydel Imre. Her får han en mulighed for at gøre musikken til en del af sit liv igen, og møder igen den hemmelighedsfulde Denna som fortryller ham fuldstændig. Sammen med hende får han muligheden for at genoptage sin søgen efter chandrianerne og finde ud af, hvor deres blå ild stammer fra.

Dragedræberen er en interessant fortsættelse på Kvothes liv, og jeg havde meget svært ved at lægge den fra mig. Rothfuss skriver medrivende og jeg var især dybt fascineret af livet på universitetet. Det ville jeg meget gerne have læst mere om, og glæder mig allerede til næste bog, selvom Patrick Rothfuss sluttede denne af med at give mig bange forudanelser om at Kvothe tilsyneladende står overfor endnu en stor ulykke, som nok vil ændre hans live lige så meget som den foregående gjorde.

Kongedræberkrøniken er en fremragende ny fantasyserie, som vil fange både unge og gamle.

Alzrael den vingeløse - Jay Amory

2009-02-07T16:16:00.001+01:00

En verden bag skyerne 1

Celestinerne har skabt en behagelig verden i deres byer over skyerne. Der har ikke været krig i 50 år og takket være de automatiserede forsyningskanaler fra jorden har de alt hvad de har brug for. Celestineren Azrael er dog ikke så tilfreds med sin tilværelse som han kunne være. Han blev født uden vinger, og har derfor ikke samme muligheder som sine medmennesker, men er isoleret og ynket. På grund af sin vingeløshed føler han sig tættere tilknyttet til sine forfædre, de nu uddøde jordboerne, end andre, så da forsyningskanalerne fra jorden pludselig holder op med at levere råstoffer og han bliver bedt om at tage ned for at se hvad der er gået galt, slår han straks til.

Men vel ankommet nede på jorden opdager han at meget af det han havde lært om jorden ikke var sandt – forsyningerne sker ikke automatiske, men bliver opretholdt af de slet ikke uddøde jordboer, som efterhånden er begyndt at anse de ”Opstegne” som guder, og ærede dem ved at sende offergaver op gennem forsyningskanalerne. Det var dog ikke længere alle der mente, at de havde fortjent det…

Azrael den vingeløse er en interessant bog om en alternativ virkelighed som jeg havde meget svært ved at lægge fra mig. Både celestinerne og jordboerne bliver tvunget til at indse at alt ikke er så sort og hvidt som først antaget, men at begge folkeslag er lige menneskelige, og at man kan finde allierede selv blandt oprørere.

Jeg er spændt på at se hvordan Jay Amory vælger at fortsætte serien om celestinerne, og hvordan de ”Opstegne” og jordboerne lærer at omgås hinanden.

Stormfront - Jim Butcher

2009-02-04T12:23:00.001+01:00

Harry Dresden er en vaskeægte troldmand. Og til forskel fra Harry Potter og hans slæng er han ikke nødt til at holde magien hemmelig. Nej, han reklamerer frit med sit hverv. Bare slå op i en telefonbog, så finder du ham. Fra sit kontor i Chicago hjælper han folk med at finde tabte ting, undersøge hjemsøgte huse og – ind i mellem – assistere politiet som deres magi-konsulent.

Men det er ikke altid fryd og gammen at arbejde sammen med politiet. Da Harry bliver præsenteret for en række særdeles ubehagelige mord som tydeligt er begået med magi står han overfor et dilemma – skal han hjælpe politiet med at få fjernet en forbryder, og derved selv være nødt til at rode med sort magi, som kan få ham anklaget for det Hvide Råd, eller skal han lade være med at hjælpe, og derved selv stå som den hovedmistænkte, da politiet ikke kender andre magtfulde troldmænd?

Det viser sig hurtigt at han ikke rigtig har noget valg, da omstændighederne træffer beslutningen for ham, og han får hurtigt nok at gøre med at holde sig selv og sine venner i live mens han bliver truet af mafiaen, jagtet af dæmoner, overrasket af gigant-skorpioner og ved at han når som helst kan blive ramt af den morderiske troldmand.

Stormfronts særlige charme er at man her får lov til at se magi og virkelighed side om side. Harry Dresden prøver at være en del af det moderne samfund – så meget som det nu er muligt når magien ødelægger al teknisk den kommer i forbindelse med – og gør derved op med de fleste stereotyper af troldmænd som vi kender dem fra andre bøger. Det er interessant at se en magisk verden som ikke forsøges holdt hemmelig, men er åbent tilstede blandt os almindelige dødelige.

Stormfront er første bog i en serie på (indtil videre) 11 med flere planlagt.

Frit fald over Amazonas - Ulla Lund

2008-10-19T18:17:00.003+02:00

16-årige lone er på vej til Rio de Janeiro for at besøge en gammel ven, da det fly hun er med bliver kapret. Flykaprerne har dog ikke styr på at flyve det ordenligt, og de styrter over Amazonas regnskove. Sammen med Senator White (som er grunden til kapringen) er hun eneste overlevende fra styrtet - men hvor længe kan de overleve regnskovens farer?

Heldigvis bliver hun reddet af en gruppe yanomami-indianere - det sidste naturfolk i Amazonas - og bliver nødt til at lære at leve efter deres regler og skikke indtil hun endnu engang kan vende tilbage til Danmark og den så-kaldte "civilisation".

Frit fald over Amazonas er en af de få bøger jeg kan huske præcis hvor og hvornår jeg læste første gang, fordi den allerede dengang påvirkede mig meget kraftigt. Jeg var dybt fascineret af at læse om hvordan Lone blev introduceret til den yanomamiske kultur, og hvordan hun lærte at leve iblandt dem og elske dem. Og jeg var fuldstændig forarget over hvordan yanomami-indianerne blev behandlet som ringestående dyr af de "hvide mennesker", som mente at de havde al mulig ret til at jage indianerne væk fra deres område, for at udvinde det uran der var fundet der. Selv nu gør den slags arrogance mig rasende.

Heldigvis bestod Frit fald over Amazonas 'testen' og jeg nød den fuldt ud lige så meget nu, som da jeg læste den for første gang som 12-årig, for 16 år siden.

Sagen om den brændende klovn – Dennis Jürgensen

2008-10-05T19:40:00.006+02:00

Spøgelseslinien 5

Dennis Jürgensen er altid godt for et godt gys, og Sagen om den brændende klovn er ingen undtagelse. Her udfolder handlingen sig i den lille flække Marklunde, hvor der foregår noget sært på den lokale tankstation. Anne-Lie – adoptivdatteren til det par der ejer benzintanken – forfølges af en brændende klovn med sort næse, der lugter af svovl og lyder som stegende bacon. Han gør hende ikke noget direkte, men bringer hende skræmmende advarsler: ”Anne-Lie, om kort tid”. Anne-Lie bliver forståeligt nok rædselsslagen, og tilkalder straks Spøgelseslinien, for at hjælp til at løse sagen om den brændende klovn.

Den er dog ikke så ligetil som Spøgelsesliniens anfører, Absalon først havde antaget. Umiddelbart er der ikke nogen i Anne-Lies omgangskreds, der kan tænkes at ville hende ondt, men løsningen må jo findes i den naturlige verden, for Absalon tror ikke på parapsykologiske fænomener, men mener at der er en logisk og rationel forklaring på alt.

Resten af Spøgelseslinien og især Anne-Lie er dog ikke så overbeviste – en efter en hører eller ser de selv den brændende klovn. Er det den onde klovnemyte Græk, der er blevet vækket til live? Eller har Absalon ret, og der er en logisk forklaring på det hele?

Sagen om den brændende klovn er femte bog i serien om det momsregistrerede undersøgelsesbureau, Spøgelseslinien hvor Absalon, Patricia, Kasper og Tanja hjælpes ad med at løse mere eller mindre overnaturlige sager. Ligesom mange andre spændingsserier er hvert bind en afsluttet sag, og det er derfor ikke nødvendigt at læse serien i kronologisk rækkefølge.

Endnu engang har Dennis Jürgensen formået at skrive en serie der henvender sig til tidens unge, og det vil ikke undre mig hvis Spøgelseslinien bliver for unge nu, hvad Bøvsedragens hemmelighed var for unge for 20 år siden.

De magiske kapper - Diane Wynne Jones

2008-09-25T21:51:00.003+02:00

Dalmark-kvartetten 3
På trods af at De magiske kapper er tredje bog i en serie, kan man sagtens læse den uden at have kendskab til serien. Det gjorde jeg, og det første lange stykke tid, troede jeg næsten der var sket en fejl i navngivningen, fordi handlingen på ingen måde afslørede at der skulle have været to bøger før den.

Det viste sig dog at have sin gode forklaring. Kronologisk er De magiske kapper den tredje bog i Dalmark-kvartetten, men handlingsmæssigt beskriver den begivenheder der foregik i det forhistoriske Dalmark, og som ikke som sådan har noget at gøre med de to første bøger, men som er afgørende baggrundsviden for den fjerde.

Tanaqui har lært af sin mor og søster hvordan man væver historier ind i tæppekapper, og hun er en af de få som forstår at gøre det rigtig godt. Denne historie fortælles på to kapper, som hun væver efter at hun og hendes søskende blev jaget på flugt af folkene i deres landsby efter sygdom og krig gjorde dem forældreløse.

Under deres rejse på den rædselsvækkende forheksede Flod finder de både nye fjender og nye venner... og ikke altid dér hvor de lige ville have forventet det. De bliver også tvunget til at lære mere om dem selv og deres familie – både på godt og ondt. Men det er alt sammen nødvendigt for at løse Floden, og klare sig i opgøret med den udødelige Kankredin – troldmanden over alle troldmænd, der ikke holder sig for god til at stjæle sjæle, selv mens kroppen stadig er i live.

De magiske kapper er en klassisk fantasy beretning om en flok unge der af omstændighederne tvinges ud på en rejse, der i sidste ende vil vise dem, at de ikke er børn længere.

Bogen slutter meget brat, hvilket er lidt svært at forholde sig til, til at begynde med. Men efter historien har fået tid til at synke lidt ind, er det tydeligt at den ikke kunne have sluttet på nogen anden måde... men at forklare hvorfor ville være synd og skam – det skal opleves!

Kejserindens vrede - Tamora Pierce

2008-09-22T11:06:00.004+02:00

Cirklen gendannes II

I Kejserindens vrede møder vi Sandrilene, Trisana, Daja og Torn lige hvor vi forlod dem da Kejserindens vilje sluttede. Sandrilene er med sine venners hjælp lige stukket af fra de personer der forsøgte at kidnappe hende, og tror sig nu mere sikker, da hun ikke forventer at der er flere, der er dumme nok til at have lyst til at prøve kræfter med de fires evner efter at have set hvilke konsekvenser det kan have.

Sandrilene undervurderer dog Kejserinde Berenenes begær efter at beholde så kraftfulde troldmænd under sit styre, og hendes undersåtters loyalitet og nærmest grænseløse ambitioner om at stige i kejserindens agtelse. En overivrig bejler prøver endnu engang at kidnappe Sandrilene og holde hende fangen indtil hun underskriver en ægteskabspagt… denne gang med mere drastiske midler, og derfor også mere voldsomme efterdønninger.

På grund af den direkte overgang mellem de to bøger i "Cirklen gendannes" er det nødvendigt at have læst Kejserindens vilje inden man læser Kejserindens vrede, da man ellers vil mangle en del afgørende baggrundshistorie for begivenhederne i Kejserindens vrede.

"Cirklen gendannes" er den tredje serie om troldmændene Torn, Trisana, Daja og Sandrilene – de to første serier hedder "Magiens cirkel" og "Cirklen åbnes". I "Cirklen gendannes" viser Tamora Pierce endnu engang hvorfor hun er en af de førende fantasy forfattere af vor tid. Hun forstår som få andre at skabe et univers og gøre det dels konsekvent igennem alle bøgerne, og dels så tillokkende at enhver læser får lyst til at flytte dertil. Hvor de to tidligere serier om magiens cirkel retter sig mere mod et yngre publikum, er Torn, Trisana, Daja og Sandrilene nu blevet en del ældre og mere erfarne efter deres rejser omkring i riget, og de problemer de støder på i Kejserindens vrede er derfor af en mere voksen art, og emner som intriger, forelskelse, ægteskab og seksualitet bliver taget op.

Jeg er stadig en afgjort Alanna-fan, og "Løvindens sang" er min yndlingsserie blandt Tamora Pierces værker, men i og med at "Cirklen gendannes" retter sig mod et ældre publikum, har jeg lettere ved at forholde mig til personerne og begivenhederne her, og den står derfor som en klar nummer to.

Vindens navn - Patrick Rothfuss

2008-09-14T12:10:00.000+02:00

Vindens navn er et eksempel på fantasy når det er allerbedst. I dette første bind af en ny spændende serie møder vi kroejeren Kote, som ved mere om dæmoner og uhyrer end man umiddelbart ville forvente af en mand i hans position. En nat redder han en Krøniker fra visse af disse uhyrer, og det viser sig at denne Krøniker kender Kote – dog under et andet navn. Han er også kendte som Kvothe – Kvothe den Blodløse, Arkanisten Kvothe, Kongedræberen Kvothe.

Disse navne fik Kvothe efter at hans forældre blev brutalt myrdet af såkaldte ’sagnvæsener’ og han derefter måtte klare sig selv. Først som tigger og hjemløs tyv i storbyen Tarban, og dernæst da han efter 3 års trængsler endelig bliver optaget på universitetet for at udvikle sine evner.

Det er hans historie, der her fortælles.

Jeg havde meget svært ved at lægge Vindens navn fra mig. Patrick Rothfuss skriver godt og medrivende, og man føler man sidder på en stol på kroen, og hører Kvothes fortælling sammen med Krønikeren. Som de fleste fantasyhelte var Kvothe en vidensbegærlig og talentfuld knægt, og det er fascinerende at læse om de kundskaber han tillærer sig – først i den gøglertrup hans forældre leder, og senere på universitetet, hvor han er en af de yngste elever nogensinde. Man bliver optaget af hans konstante søgen – hvorfor blev hans forældre slået ihjel, og hvem kan hjælpe ham med at hævne dem?

Patrick Rothfuss hører til de forfattere som tør tage sig tid med at sætte en scene og atmosfære for sin fortælling. Omgivelser og personer bliver omhyggeligt og detaljeret beskrevet, hvilket giver bogen et livagtigt islæt og gør at man som læser har svært ved at slippe bogen igen, når sidste side er læst.

Andet bind i serien, Dragedræberen, er i øjeblikket under udarbejdelse. Jeg glæder mig allerede til at den udkommer, så jeg kan følge med i Kvothes videre færden.

Udgivet af Tellerup, efteråret 2008.

Hvor skyggen falder - Teddy Vork

2008-09-03T23:27:00.005+02:00

Hvor skyggen falder er en nervepirrende samling noveller skrevet af et nyt ansigt på det danske forfatter-landkort – men en jeg er sikker på, vi kommer til at høre meget mere til i fremtiden. Teddy Vork formår nemlig hvad få selv mere erfarne forfattere kan gøre ham efter… at skrive en novellesamling bygget over et fælles tema, men hvor alle novellerne er så forskellige at de alle føles unikke, og ikke bare som nye variationer af en kendt melodi.

I novellesamlingen bliver vi præsenteret for personer som ved et uheld – eller et tilfælde – opdager at man skal passe på at opholde sig hvor skyggerne falder. Forfatteren som forsøger at skrive en dyster roman og derved opdager en overraskende og ubehagelig side af sig selv, som han ikke helt kan stole på – hverken i vågen eller sovende tilstand. Landskabsarkitekten som har fået en kirkegård lukket og omdannet til park uden at indse de konsekvenser det vil have. Den ulykkelige Balder som indser at man skal passe på hvad man ønsker sig. Katrine som ganske vist ikke tror på nisser… men hvem har så spist risengrøden på loftet? Moderen som opdager at hun og hendes datter er blevet fanget af tågen. Og til sidst min personlige favorit – den uheldige taxachauffør som får en skæbnesvanger tur, da han bliver hyret til at køre en flot ung fyr hjem til sin egen adresse… hvor konen er alene hjemme.

Teddy Vork forstår så fuldt ud at bygge en stemning op, uden at være nødt til at gribe til overraskelsesmomentet for at skabe uhygge. For at sige det som det er, er jeg ikke den store horror-fan, så at det alligevel lykkes ham at imponere mig og gøre det svært for mig at lægge bogen fra mig, vidner om hans ikke uanseelige evner. Jeg glæder mig til at se, hvad han kan drive det til i fremtiden.

Udgivet af Tellerup i efteråret 2008

Horror.dk

2008-08-22T17:00:00.002+02:00

Hvis du mangler inspiration til nogle nye gyserhistorier til næste års campingtur er der ingen grund til at lede videre. Horror.dk indeholder mere end rigeligt til mange aftners fortælling og flere nætters mareridt.

Horror.dk er en ny novellesamling med horrornoveller skrevet af nogle af Danmarks allerbedste forfattere indenfor genren. De spænder bredt med alt fra spøgelseshistorier som de blev fortalt da jeg var barn, over drabelige mordmysterier, til psykologiske thrillers der overlader alt til læserens egen hyperaktive fantasi, men alle har de et element af det overnaturlige.

Det er svært at vælge en yndlingsnovelle fra antologien, for de er gode på hver sin måde, så det mest af alt kommer an på, hvad man er i humør til lige netop nu. Man ved man altid kan regne med Dennis Jürgensen til et godt gys, og Nattoget er ingen undtagelse. Teddy Vork får skabt en usammenlignelig stemning af uhygge i Delilas lokker, slutningen på Stevie af Carina Evytt vil få det til at isne helt ind i rygraden på læseren, og hvis man læser Bøddel af Kenneth Bøgh Andersen efter mørkets frembrud sker det på eget ansvar. Dog tror jeg det er bogens afsluttende novelle, Var er et stort ord af Bernhard Ribbeck jeg oftest vil vænne tilbage til, pga. den dybde han formår at lægge i sin hovedpersons karakter på de kun 30 sider novellen fylder.

Horror er en populær genre, men en genre det er svært at gøre godt. Det kræver en virkelig erfaren forfatter at skrive en god horrornovelle da man alt for let kommer til at falde i 'splatter'-grøften i stedet, eller ender med en historie så overbelæsset med overraskelsesmomenter, at plottet rent forsvinder. Heldigvis har de 12 forfattere et så intimt kendskab til horror-genren at det lykkedes dem alle som en at undgå begge faldgrupper og man sidder tilbage med et godt gys, som det er umuligt at lægge fra sig.

Udgives af Tellerup den 1. september, 2008