Dødens mange facetter - Dennis Jürgensen

Dennis Jürgensen har gjort det igen. Hans nye novellesamling er en genistreg uden sammenligning.

Døden findes i mange afskygninger - nogle mere makabre end andre, nogle mere seriøse end andre, nogle mere permanente end andre, og nogle deciderede humoristiske. Vi møder sørgende ægtefæller, der måske ikke helt er, hvad de giver sig ud for, en nyomvendt jogger, mystiske konkylier og kanariefugle, alternative jobfunktioner, og selvfølgelig også Dennis Jürgensens karakteristiske spøgelser, zombier og rumvæsner.

Jeg må indrømme, at det var med en hvis skepsis og tøven, at jeg gik i gang med "Dødens mange facetter"... ganske vist var det Dennis Jürgensen, og det talte for god læsning, men jeg er normalt ikke så meget for novellesamlinger. For mange forfattere bruger dem til at afprøve nye genrer, som de er mere eller mindre erfarne og egnede til, og det er en større udfordring for en forfatter når han eller hun ikke bare skal lokke læseren til at læse én historie, men 5, 10 eller 20.

Som sædvanlig gjorde Dennis Jürgensen dog alle mine tvivl til skamme. Hans noveller er fuldt ud lige så spændende, foruroligende, medrivende og generelt underholdende som alt andet, han har skrevet. Selv i sine noveller formår han at udnytte personkarakteristikker og atmosfære til at skabe en rigtig spændende handling... selv på de få sider han har stillet til rådighed.

Min yndlingsnovelle er "Herbert Lindkvist, assassinator", om den paraply-stikkende funktionær - en beretning jeg slugte, hvor min mund stod mere og mere åben, efterhånden som den udfoldede sig foran mine øjne, og hvor jeg ville ønske, at den havde været mindst dobbelt så lang, fordi dét var da et univers, der var værd at udforske nærmere.

Første novelle er dog også fascinerende, da han i den prøver noget helt nyt, og præsenterer os for en novelle skrevet udelukkende som dialoger og monologer - en ren fryd for enhver skuespiller, der trænger til nyt materiale.

Dennis Jürgensens største forte er, at selvom hans noveller følger en rød tråd, er de tilpas forskellige, til at interessen holdes fangen, og skønt det er dødens mange facetter vi bliver præsenteret for, ender samlingen ikke med at være deprimerende.

God læsning, og et must for alle Jürgensen-fans.

Forrådt - P.C. og Kristin Cast

Nattens hus #2
"Forrådt" er en direkte fortsættelse til "Vampyrens Mærke". Zoey er blevet udvalgt som leder af Mørkets Døtre, og er ved at forberede sig til sit første Fuldmånerite. Tilsyneladende går alt godt - hun har en dejlig bedsteveninde, en forstående mentor, en sød og flot kæreste... og så er hun tilfældigvis også den mest talentfulde yngling nogensinde...

Men dykker man ned under overfladen er alt bestemt ikke som det burde være. Zoeys beundrede ypperstepræstinde er slet ikke så pragtfuld og sympatisk som man ellers skulle tro, og Zoey indser tungt, at hun ikke længere føler, hun kan stole på hende. Zoeys næsten-eks-kæreste viser stadig tydelige tegn på at være blevet præget af hende og vil ikke lade hende være i fred - tværtimod prøver han konstant at overtale hende til at de skal mødes, så hun endnu engang kan drikke hans blod. Og så er der lige den lille sag med de genfærd som Zoey bliver ved med at se på skolens område, om som langsomt bliver mere og mere truende at se på.

"Forrådt" er både mørkere og barskere end "Vampyrens Mærke". Zoey er oppe imod stærke kræfter, som det vil kræve alle hendes særlige kræfter at kæmpe imod. Det gør det ikke lettere at begreberne 'venner' og 'fjender' pludselig er blevet byttet rundt, og det ikke længere er så ligetil at finde ud af hvem der er hvem.

Ikke alle begivenheder i bogen lader til at have en direkte begrundelse nu og her. Især stillede jeg mig meget uforstående overfor Zoeys voksende betagelse af poeten Loren, da det tilsyneladende ikke havde noget betydning for bogens handling overhovedet. Jeg regner dog med at P.C. og Kristen Cast her lægger op til handlingsforløb i senere bøger og at det vil blive forklaret senere i serien.

"Forrådt" er en spændende bog og hurtigt læst - hvilket er et held, for den er svær at lægge fra sig. Jeg synes det er en geni-streg at blande vampyr-myten sammen med gudinde-tilbedelse, og nød at læse om hvordan Zoey langsomt føler sig mere og mere tilpas i rollen som Nyx' velsignede. Læsere som har ventet spændt på fortsættelsen vil bestemt ikke blive skuffede.

Katsas fortælling - Kristian Cashore

Talentian 1

I De Syv Kongeriger findes der folk der fødes med særlige evner. Disse personer kaldes talentianere og kan kendes på at deres øjne er to forskellige farver.

Katsa har et blåt og et grønt øje. Hendes særevne er at hun kan slå ihjel med de bare næver. Noget hun opdagede som 8-årig, og som har gjort hende til et udskud lige siden - hadet og frygtet af alle der kom hende nær. Som niece til Kong Randa af Middlun bliver hun tvunget til at udnytte sine evner efter hans forgodtbefindende, og hun begynder efterhånden selv at tro på hun er det udyr som alle anklager hende for - hvem ville ellers torturere mennesker som ikke havde fortjent det - bare fordi Kong Randa ville statuere et eksempel?

For at råde bod på kongens uretfærdigheder har Katsa startet "Netværket" - en gruppe af modige folk som ønsker at hjælpe de svage i alle syv kongeriger. Under en sådan mission for at befri en kidnappet prins, støder Katsa på talentianeren Po... den første mand som ikke krympede bare ved synet af hende, og som faktisk turde kaste sig ud i en slåskamp med hende. Han leder også selv efter den kidnappede prins - og endnu mere efter de personer der stod bag udåden.

"Katsas fortælling" er den første bog i Talentian-serien og er en fascinerende beretning om godt og ondt i menneskers sind og hvordan andres forudindtagede holdninger kan påvirke hvordan man ser sig selv. Først da Katsa begynder at acceptere Po som sin ven, indser hun, at hun heller ikke selv er nødt til at lade andre misbruge hendes evner.

Det er en spændende bog og svær at lægge fra sig. Bogens store fortrin er, at den har en mere fokuseret personskildring end man ellers ofte ser i fantasy-romaner. Handlingen bliver faktisk mere styret af Katsas skiftende opfattelse af sig selv, end af omkringliggende begivenheder. Det fungerer rigtig godt, fordi man virkelig føler man kommer til at lære hende at kende og holde af hende... og er derfor naturligvis meget nysgerrig efter at høre, hvordan det videre vil gå hende.

Stortroldmanden - Karen Miller

Tronraner-Krøniken #2

Næsten et år er gået siden vi forlod Asher og Prins Gar ved udgangen af "Den Troskyldige Troldmand". Det er efterhånden tid for Asher at drage tilbage til Restharven, men han kan ikke helt få sig selv til at sige til Gar at han er klar til at rejse... og han ved desuden ikke helt selv om han ER klar. Men begivenhederne træffer beslutningen for ham - kongen bliver alvorligt syg, så Gar er nødt til at overtage hans plads ved den årlige høstfest i Vestervig, og hvad er mere naturligt, end at hans assistent tager med ham? Asher benytter chancen til at opsøge sin familie, men det går desværre på ingen måde som han havde forventet, og slukøret og syg på krop og sjæl vender han tilbage til Dorana sammen med prins Gar.

I Gar og Ashers fravær har et vældigt jordskælv ramt byen og blotlagt Barls hemmelige bibliotek. Kongefamilien og Stortroldmand Durm beslutter sig for at udforske biblioteket - uvidende om hvilke konsekvenser det vil betyde for dem alle.

"Stortroldmanden" er en værdig efterfølger til "Den Troskyldige Troldmand" og lever fuldt ud op til de forventninger jeg havde til den. Det var en fornøjelse at se Asher mere fortrolig med sin rolle som prinsens assistent, og følge hans voksende modenhed i forholdet til både sine venner og fjender.

Karen Miller sætter her spørgsmålet om doranernes eksistensgrundlag på spidsen... hvad ville der ske, hvis Barls Mur ikke var så uigennemtrængelig som først antaget? ... og hvad ville der ske hvis en krøbling pludselig fik nyopdagede kræfter?

Jeg var dybt fascineret af bogen, og havde meget svært ved at lægge den fra mig. Den eneste grund til at jeg ikke ville give den helt top-karakterer, er, at den ender med en stor og særdeles overraskende cliff-hanger der fik mig til at udbryde "Jam', jam', jamen!" da jeg så, der ikke var flere sider. Forhåbentlig kommer fortsættelsen snart, så jeg kan se, hvordan Asher og Gar videre klarer sig mod mørket fra den anden side af Barls Mur.

Den Troskyldige Troldmand - Karen Miller

Tronraner-Krøniken #1

Asher er taget til Lurs hovedstad for at opfylde et løfte han har givet sin far - på et år vil han tjene nok penge, til at kunne købe sin egen båd, så faderen ikke længere behøver at arbejde så hårdt for føden, men kan nyde sit livs otium, og blive forsørget af sin søn.

Et prisværdigt ønske, men Asher opdager hurtigt at det ikke er lige så nemt at skaffe sig et job som i drømmene, når man aldrig har prøvet andet end at være fisker, og Dorana ligger langt fra havet. Hvad Asher ikke er klar over, er, at han er involveret i en profeti om landets fremtid, og takket været et par usete skub af Jervales Arving bliver han opdaget af Prins Gar og ansat som dennes olkenske assistent - til stor forargelse fra flere af landets stormænd.

Nu er der blot tilbage at vente og se hvad den Troskyldige Troldmand kan udføre i profetiens omtalte "sidste dage".

Canadisk-australske Karen Miller er et forfriskende nyt pust til fantasygenren. Hun formår at sørge for at magien ikke er svaret på alt, men lader personlighederne bære handlingen. Asher kan ind i mellem være så øretæveindbydende at man selv får lyst til at slå ham, men hans forhold til Prins Gar - halvt professionelt, halvt venskabeligt - virker troværdigt og er interessant at følge.

Bogen kan læses på flere niveauer. Først og fremmest er det en glimrende fantasy-roman, men under overfladen gemmer der sig iagttagelser om spillet mellem forskellige etniske grupper i samme land, om forholdet mellem erobrerne og de erobrede, og om generelle fordomme.

"Den Troskyldige Troldmand" er første bind i en serie på 4 bøger, og man får altså derfor ikke en konklusion på de forskellige problemstillinger der sættes op, men den er en god introduktion til universet og personerne, og har tilpas meget handling til at holde interessent fangen mens man utålmodigt venter på næste bind i serien. Jeg kan varmt anbefale den til alle fantasy-elskere.

Dragens øje - Kaza Kingsley

Erec Rex #1

Selvom Erec Rex ikke er klar over det er han ikke en helt almindelig dreng. Han får "tågetanker" med varsler han ikke kan lade være med at reagere på, og han er vokset op med vækkeure der kan bevæge sig, tandbørster der selv begynder at børste dine tænder, og en stumtjener der forfølger dig indtil du hænger din jakke op.

En dag vågner Erec og opdager at hans mor er forsvundet, og at der i stedet sidder en usædvanlig babysitter på en stol foran døren og sørger for at ingen kan komme ud. En "tågetanke" melder sig i det øjeblik og fortæller Erec at han straks skal forsøge at finde sin mor, og med sine søskendes hjælp, lykkes det ham at narre babysitteren og komme ud af huset. Her møder han pigen Bethany, som viser sig at være uundværlig, da hun kan hjælpe ham til Alypeum..., et land under jordens overflade... et land som bliver holdt hemmeligt for Overfladefolket... et land hvor magi er allemandseje.

Her ramler Erec og Bethany direkte ind i en konkurrence om at blive landets næste konge og dronning, og Erec skal nu forsøge dels at redde sin mor, dels at vinde konkurrencen, dels at afværge et kup, og dels at finde ud af, hvem i alverden han egentlig selv er.

"Dragens øje" minder mest af alt om et alternativt Harry Potter-univers iblandet en masse Terry Prachett humor. Der er farver og magi fra allerførste side, og det fortsætter gennem hele bogen, så man aldrig er helt sikker på hvilken eventyrlig overraskelse man vil møde på næste side. Det er ofte farligt med illustrationer i en sådan bog, da de kan have svært ved at leve op til forventningerne, men her passer de perfekt ind i bogens univers, og hjalp til med at sætte tonen for det kommende kapitel.

"Dragens øje" er Kaza Kingsleys debutbog og lover særdeles godt for hendes fremtidige værker.

Drømmevæveren - Trudi Canavan

De hvide præstinder 3

"Drømmevæveren" er både mere mørk og dyster og mere alvorlig end de tidligere bøger i serien om "Den hvide præstinde". Hania gør klar til krig mod Syd-Ithania, og selvom Nord-Ithania har flere soldater end Pentadrianerne, er deres soldater så krigeriske og deres sorte troldmænd så magtfulde at kampen er mere lige end De Hvide bryder sig om, og de begynder at frygte, om det overhovedet vil være muligt for dem at vinde. Især da de opdager at de guder Pentadrianerne tilbeder måske alligevel ikke er så afdøde som først antaget.

Auraya har også problemer i sit privatliv. Efter længe at have været forelsket i, og elsket af drømmevæveren Leiard kommer hun pludselig i tvivl. Hvad vil hendes folk sige til deres forhold? Vil de kunne acceptere at en af deres hellige pludselig viser sig at være i et forhold med en af de forhadte drømmevævere. Hvad vil der ske, hvis de andre hvide finder ud af det? Og hvorfor opfører han sig ind i mellem så underligt - som om han ikke engang kan lide hende?

Auraya må træffe svære beslutninger omkring den mand hun elsker, det land hun har afgivet løfter det, og det folk, der har stjålet hendes hjerte.

"Drømmevæveren" er en glimrende afslutning på første del af serien om "Den hvide præstinde" og krigen mod Syd-Ithania. Bogen føles vel afsluttet, mens den stadig efterlader tilpas mange tråde åbne til at der er god plads til en fortsættelse, og jeg er kommet til at holde så meget af Auraya, Pjat, Triss, Leiard, Drilli og alle de andre, at jeg er meget spændt på at læse mere om dem, og se hvordan det vil gå dem i fremtiden.

Et af Trudi Canavans største talenter er afgjort evnen til at holde styr på et så stort persongalleri, konstant lade fortællervinklen gå fra den ene til den anden, og stadig opnå at en læser finder alle delhistorier lige interessante og være lige optaget af alle personlighederne. Det er få forfattere der magter denne udfordring, men Trudi Canavan tager imod den og løser den med bravur.

En glimrende serie, som jeg varmt kan anbefale til alle fantasy-elskere.

Siyee-alliancen - Trudi Canavan

Den hvide præstinde 2

"Siyee-alliancen" er en direkte fortsættelse af "Auraya", men hvor den første bog i serien mest handlede om pigen Aurayas optagelse blandt "De Hvide" og hendes oplevelser der, koncentrerer "Siyee-alliancen" sig mere om de forskellige folkeslag rundt om Hania, som alle bejles til - dels af "De Hvide" og disses trofaste udsendinge, og dels af Pentadrianerne fra Syd-Ithania, som alle ønsker dem på deres side i den kommende krig.

Siyeerne mener ikke, at de har noget specielt at tilbyde i denne alliance. Skabt af guden Huan som et flyvende folkefærd med vinger i stedet for arme, har de ikke mulighed for at gribe til våben på samme måde som andre, og føler sig derfor umyndiggjort og skamfulde over, at de ikke kan være til nogen hjælp, men udelukkende skal beskyttes af de andre - eller gå til grunde. Men drengen Tryss har andre planer, og vil gøre alt for at de lykkes.

"Siyee-alliancen" skiller sig ud fra mange andre fantasy-bøger, ved at gå i detaljer omkring politik, og de taktikker og kompromiser der er nødvendige for at skabe alliancer der vil holde selv i krigstid. Jeg var især dybt fascineret af at læse om Aurayas oplevelser hos Huans andet folk, Elaierne, som ende med ikke at tage imod De Hvides tilbud, og har en hvis forudanelse om, at vi kommer til at høre mere om dette undersøiske folkefærd i senere bøger.

Selv synes jeg at denne bog var bedre og mere interessant end den første bog i serien, men jeg vil af samme grund ikke anbefale den til lige så unge læsere, på grund af de emner den tager op. Men det er vel også kun rimeligt at efterhånden som Auraya bliver ældre, forventes det at hendes læsere gør det samme.

Stensmelterne - Tamora Pierce

Cirklens Lærlinge 1

Tamora Pierce er en af mine yndlingsforfattere, så jeg var meget begejstret da jeg så, at hun havde udgivet en ny bog. "Stensmelterne" er første bog i en ny serie i Cirklens univers og er mere præcist en fortsættelse af "Stenmagi" (Cirklen Åbnes 2) da vi her følger Torns lærling, Evi, på en mission sammen med søster Rosentorn.

Indbyggerne på en af Flagermusøerne har bedt Søster Rosentorn om at komme for at undersøge hvorfor dyr og planter er begyndt at dø, og hvorfor hidtil friske søer pludselig indeholder syre i stedet for vand. De skænker det ikke en tanke at den seneste optrapning i jordrystelser kan have noget med det at gøre, så det er måske meget heldigt at Evi, med sin stenmagi, er blevet tvunget med på turen som straf.

"Stensmelterne" fangede fint stemningen fra de øvrige Cirkel-bøger, men jeg savnede søster Lærke og især Torn, Sandrilene, Trisana og Daja, selvom jeg godt er klar over, at hvis de sidste fire havde været med, havde bogen mere handlet om dem, end om Evi. Der manglede dog noget menneskeligt samspil, da Evi ikke havde meget med andre at gøre, end sin stenfyldte ven Luvo.

Tamora Pierce forsøger sig med en ny skrivestil i denne bog. Hidtil har hun mest holdt sig til en alvidende 3.persons fortæller, men her lader hun os høre historien gennem Evi i første person. Det giver en noget anden oplevelse end hvad man er vant til fra hende, da Evi er noget mere barnlig i både sine tanker og sin udtryksmåde. Det virker dog godt, og jeg er spændt på at se om Tamora Pierce holder sig til den stil i de øvrige "Cirklens Lærlinge" bøger.

Auraya - Trudi Canavan

Den hvide præstinde 1

Da Auraya bliver valgt som den femte af De Hvide kommer det som en overraskelse for mange... ikke mindst hende selv, da det kun er ti år siden hun forlod sin landsby, for at blive oplært som præstinde. Men der er ingen tvivl om at hun har gudernes velsignelse - de andre Hvide lagde først mærke til hende da hun allerede som 12 årig udviste store diplomatiske evner, der forhindrede hendes landsby i at blive lagt øde, og gennem sit venskab med de ellers forhadte drømmevævere er hun lige hvad Ithania har brug for, for at opnå en givtig alliance i Nord-Ithania, og bekæmpe den voksende trussel fra de hedenske troldmænd der i løbet af de sidste år er dukket op fra Syd-Ithania.

"Auraya" er en spændende introduktion til en ny fantasy-serie af Trudi Canavan (kendt fra "De sorte troldmænd"). Ligesom hendes andre bøger er den lidt langsom om at komme igang, men den slipper dig ikke frivilligt, når den først har fået fat i dig, og jeg ser frem til, hvad fortsættelserne har at byde på. Den er tydeligt del af en serie, og ikke tiltænkt til at stå alene, så jeg anbefaler at man har "Siyee-alliancen" liggende let tilgængelig, for den vil man være klar til at begynde på i samme sekund som man har læst sidste side af "Auraya".

Som i "De sorte troldmænd" præsenterer Canavan os for et stort persongalleri, og selvom det ikke er alle personerne der fik lov til at få en lige fremtrædende rolle i denne bog, nærer jeg ingen tvivl om, at de blev præsenteret for at spille en væsentlig rolle i de senere bøger.

"Den hvide præstinde" retter sig mod et lidt yngre publikum end "De sorte troldmænd" og lader til at være rettet mod børn og unge i 10-15 års alderen. Det afholdt dog ikke mig fra også at læse den med stor fornøjelse.

Uglens genkomst - Fiona McIntosh

Percheron-sagaen 2

I denne nervepirrende fortsættelse til "Odalisk" møder vi slavepigen, odalisken Ana umiddelbart efter hun er vendt tilbage til slottet efter sit impulsive flugtforsøg. Straffen er streng - 30 piskeslag - og valget af pisk er overladt til overenukken, så sultan Boaz har ikke mulighed for at skåne pigen.

Det har Lazar derimod. Eftersom han stadig står som pigens beskytter tillader en gammel lov ham at tage straffen på hendes vegne. Overenukken er rasende over dette, og sværger at udnytte chancen til at slå Lazar ihjel - hvis overhovedet muligt.

Men hvad vil der ske, hvis landet står uden deres hærfører netop som guderne begynder at røre på sig, og samler deres styrke til kamp? En kamp, hvis endelige udfald ultimativt vil berøre hele Percheron og alle dets indbyggere.

"Uglens genkomst" går dybt ind i de forskellige intriger og alliancer der skabes i Sultanens palads og det er interessant at se hvem der udnytter hvem, hvem der stoler for blindt, og hvem der har lært fornuftig tilbageholdenhed. Man sidder ind i mellem med tilbageholdt åndedræt og krydser fingre for at de personer man holder mest af ikke vil røbe noget dumt for dem man ved er falske.

Hurtigt læst og fængende. Jeg glæder mig til at se hvad der videre sker.

Vampyrens mærke - P.C. og Kristin Cast

Nattens Hus 1

16-årige Zoey har en familie der er ligeglad med hende, en næsten-ekskæreste der drikker for meget, en overfladisk bedste veninde og en geometriprøve i morgen. Men alt dette viser sig pludselig at være helt lige meget, da hun efter skole får Mærket af en Udsending, og bliver nødt til at flytte til Nattens Hus... kostskolen hvor udvalgte ynglinge bruger fire år på at lære vampyrernes historie, mens deres kroppe enten vender sig til at være vampyr... eller bukker under i forsøget.

P.C. og Kristin Cast tilbyder her et nyt syn på den velkendte vampyr-legende. Man bliver ikke vampyr ved at blive bidt - man er udvalgt på forhånd, og Mærket er bare et synligt tegn overfor andre. Vampyrerne tilbeder Nattens Gudinde Nyx, og Zoey opdager at hun er blevet velsignet med særlige evner og ansvar som Nyx' særlige udvalgte. Hun får brug for disse evner, for alt er ikke som det bør være i Nattens Hus. Hvad sker der f.eks. med de næsten-vampyrer der ikke overlever Forvandlingen. Alle ynglingene havde fået at vide at de døde, men Zoey ser noget der tyder på at de i hvert fald ikke forbliver døde...

Vampyrens mærke er en underholdende teenage-bog, og et glimrende alternativ til Stephenie Meyers "Tusmørke"-serie. Bogen håndterer teenage-problemer på en fornuftig og ansvarlig måde, uden på noget tidspunkt at blive formanende. P.C. og Kristin Cast er et mor-og-datter forfatterteam, hvilket fungerer godt, da de hver kan trække på deres erfaringer og beskrive både voksne og teenagere troværdigt.

Jeg blev straks fænget af bogen, og havde svært ved at lægge den fra mig. Beskrivelser af kostskolelivet tiltaler mig altid, og den atypiske vampyr-historie gjorde kun bogen endnu mere spændende. Jeg glæder mig allerede til at få fingrene i den næste bog i serien.

Odalisk - Fiona McIntosh

Pecheronsagaen 1

I Pecheron dør den gamle Sultan, og Boaz - hans 15-årige søn - overtager tronen. Hans mor, Herezah, var den gamle Sultans yndlingshustru, og hun har levet for dette øjeblik. Nu har hun endelig mulighed for at få den magt hun altid har ønsket, og hvis hun kan gøre Boaz til en lydig marionet-dukke, vil der ikke være grænser for hendes muligheder. Altid ambitiøs og forudseende er hendes første ordre at få haremmet tømt - drengene dræbt, og pigerne smidt på gaden - og samle et nyt med piger, hun kan præge efter sine egne ønsker.

Men guderne har også en finger med i spillet. En af de nye piger er Ana - fundet og købt af sine forældre af Pecherons hærfører Lazar, som straks fatter sympati for hende - og det viser sig hurtigt at hun er mere og andet end blot en landsbypige, men vil spille en vigtig rolle i kampen mellem Iridor og Maliz.

Odalisk er en kort bog og hurtigt læst. Den er tydeligt ment som en introduktion til Pecherons univers og indeholder derfor mere stemningsbeskrivelser og personkarakteristikker end egentlig handling. Det skal man dog ikke lade sig narre af. Bogen sætter sig bedre fat end man lige tror, og jeg greb mig selv i at tænke på Ana og Lazar som virkelige personer, jeg var bekymret for. Odalisk lægger kraftigt op til en fortsættelse, og jeg anbefaler at man har 2'eren let tilgængelig når man læser 1'eren, så man kan gå direkte videre og ikke er nødt til at væbne sig med alt for megen tålmodighed inden man finder ud af, hvad der videre sker.

Dragedræberen - Patrick Rothfuss

Kongedræberkrøniken 2

Kært barn har mange navne, og det samme gælder sagnhelte. Ingen ved præcis hvem han her, men hver lægger vægt på hvad netop han synes er vigtigt ved heltens liv, og dette viser sig ved hvilket navn han vælger at omtale ham ved: Letfinger, Kvote den blodløse, Arkanisten Kvothe og Kongedræberen Kvothe. Alle sande, men ingen fuldstændig fyldestgørende.

I Dragedræberen lærer vi endnu et nyt navn til Kvothe - Dragedræber. Historien samler os op umiddelbart hvor Vindens navn forlod os - Kvothe er i gang med at diktere sin livshistorie til Krønikeren, og er nu nået til et nyt kapitel og en ny del af sit liv.

Kvothe er træt af at være så fattig at han aldrig har til dagen og vejen – går hans sko i stykker må han gå barfodet, for han har ikke råd til at erstatte dem. Pengemanglen giver også problemer ved hver eneste semesterstart, da han aldrig kan være sikker på, at han kan skaffe det adgangsbeløb der lader ham blive på universitetet.

I sin jagt efter nye måder at skaffe penge på, ender Kvothe på den anden side af floden Omethi i den mere farverige og kreative bydel Imre. Her får han en mulighed for at gøre musikken til en del af sit liv igen, og møder igen den hemmelighedsfulde Denna som fortryller ham fuldstændig. Sammen med hende får han muligheden for at genoptage sin søgen efter chandrianerne og finde ud af, hvor deres blå ild stammer fra.

Dragedræberen er en interessant fortsættelse på Kvothes liv, og jeg havde meget svært ved at lægge den fra mig. Rothfuss skriver medrivende og jeg var især dybt fascineret af livet på universitetet. Det ville jeg meget gerne have læst mere om, og glæder mig allerede til næste bog, selvom Patrick Rothfuss sluttede denne af med at give mig bange forudanelser om at Kvothe tilsyneladende står overfor endnu en stor ulykke, som nok vil ændre hans live lige så meget som den foregående gjorde.

Kongedræberkrøniken er en fremragende ny fantasyserie, som vil fange både unge og gamle.

Alzrael den vingeløse - Jay Amory

En verden bag skyerne 1

Celestinerne har skabt en behagelig verden i deres byer over skyerne. Der har ikke været krig i 50 år og takket være de automatiserede forsyningskanaler fra jorden har de alt hvad de har brug for. Celestineren Azrael er dog ikke så tilfreds med sin tilværelse som han kunne være. Han blev født uden vinger, og har derfor ikke samme muligheder som sine medmennesker, men er isoleret og ynket. På grund af sin vingeløshed føler han sig tættere tilknyttet til sine forfædre, de nu uddøde jordboerne, end andre, så da forsyningskanalerne fra jorden pludselig holder op med at levere råstoffer og han bliver bedt om at tage ned for at se hvad der er gået galt, slår han straks til.

Men vel ankommet nede på jorden opdager han at meget af det han havde lært om jorden ikke var sandt – forsyningerne sker ikke automatiske, men bliver opretholdt af de slet ikke uddøde jordboer, som efterhånden er begyndt at anse de ”Opstegne” som guder, og ærede dem ved at sende offergaver op gennem forsyningskanalerne. Det var dog ikke længere alle der mente, at de havde fortjent det…

Azrael den vingeløse er en interessant bog om en alternativ virkelighed som jeg havde meget svært ved at lægge fra mig. Både celestinerne og jordboerne bliver tvunget til at indse at alt ikke er så sort og hvidt som først antaget, men at begge folkeslag er lige menneskelige, og at man kan finde allierede selv blandt oprørere.

Jeg er spændt på at se hvordan Jay Amory vælger at fortsætte serien om celestinerne, og hvordan de ”Opstegne” og jordboerne lærer at omgås hinanden.

Stormfront - Jim Butcher

Harry Dresden er en vaskeægte troldmand. Og til forskel fra Harry Potter og hans slæng er han ikke nødt til at holde magien hemmelig. Nej, han reklamerer frit med sit hverv. Bare slå op i en telefonbog, så finder du ham. Fra sit kontor i Chicago hjælper han folk med at finde tabte ting, undersøge hjemsøgte huse og – ind i mellem – assistere politiet som deres magi-konsulent.

Men det er ikke altid fryd og gammen at arbejde sammen med politiet. Da Harry bliver præsenteret for en række særdeles ubehagelige mord som tydeligt er begået med magi står han overfor et dilemma – skal han hjælpe politiet med at få fjernet en forbryder, og derved selv være nødt til at rode med sort magi, som kan få ham anklaget for det Hvide Råd, eller skal han lade være med at hjælpe, og derved selv stå som den hovedmistænkte, da politiet ikke kender andre magtfulde troldmænd?

Det viser sig hurtigt at han ikke rigtig har noget valg, da omstændighederne træffer beslutningen for ham, og han får hurtigt nok at gøre med at holde sig selv og sine venner i live mens han bliver truet af mafiaen, jagtet af dæmoner, overrasket af gigant-skorpioner og ved at han når som helst kan blive ramt af den morderiske troldmand.

Stormfronts særlige charme er at man her får lov til at se magi og virkelighed side om side. Harry Dresden prøver at være en del af det moderne samfund – så meget som det nu er muligt når magien ødelægger al teknisk den kommer i forbindelse med – og gør derved op med de fleste stereotyper af troldmænd som vi kender dem fra andre bøger. Det er interessant at se en magisk verden som ikke forsøges holdt hemmelig, men er åbent tilstede blandt os almindelige dødelige.

Stormfront er første bog i en serie på (indtil videre) 11 med flere planlagt.

Frit fald over Amazonas - Ulla Lund

16-årige lone er på vej til Rio de Janeiro for at besøge en gammel ven, da det fly hun er med bliver kapret. Flykaprerne har dog ikke styr på at flyve det ordenligt, og de styrter over Amazonas regnskove. Sammen med Senator White (som er grunden til kapringen) er hun eneste overlevende fra styrtet - men hvor længe kan de overleve regnskovens farer?

Heldigvis bliver hun reddet af en gruppe yanomami-indianere - det sidste naturfolk i Amazonas - og bliver nødt til at lære at leve efter deres regler og skikke indtil hun endnu engang kan vende tilbage til Danmark og den så-kaldte "civilisation".

Frit fald over Amazonas er en af de få bøger jeg kan huske præcis hvor og hvornår jeg læste første gang, fordi den allerede dengang påvirkede mig meget kraftigt. Jeg var dybt fascineret af at læse om hvordan Lone blev introduceret til den yanomamiske kultur, og hvordan hun lærte at leve iblandt dem og elske dem. Og jeg var fuldstændig forarget over hvordan yanomami-indianerne blev behandlet som ringestående dyr af de "hvide mennesker", som mente at de havde al mulig ret til at jage indianerne væk fra deres område, for at udvinde det uran der var fundet der. Selv nu gør den slags arrogance mig rasende.

Heldigvis bestod Frit fald over Amazonas 'testen' og jeg nød den fuldt ud lige så meget nu, som da jeg læste den for første gang som 12-årig, for 16 år siden.

Sagen om den brændende klovn – Dennis Jürgensen

Spøgelseslinien 5

Dennis Jürgensen er altid godt for et godt gys, og Sagen om den brændende klovn er ingen undtagelse. Her udfolder handlingen sig i den lille flække Marklunde, hvor der foregår noget sært på den lokale tankstation. Anne-Lie – adoptivdatteren til det par der ejer benzintanken – forfølges af en brændende klovn med sort næse, der lugter af svovl og lyder som stegende bacon. Han gør hende ikke noget direkte, men bringer hende skræmmende advarsler: ”Anne-Lie, om kort tid”. Anne-Lie bliver forståeligt nok rædselsslagen, og tilkalder straks Spøgelseslinien, for at hjælp til at løse sagen om den brændende klovn.

Den er dog ikke så ligetil som Spøgelsesliniens anfører, Absalon først havde antaget. Umiddelbart er der ikke nogen i Anne-Lies omgangskreds, der kan tænkes at ville hende ondt, men løsningen må jo findes i den naturlige verden, for Absalon tror ikke på parapsykologiske fænomener, men mener at der er en logisk og rationel forklaring på alt.

Resten af Spøgelseslinien og især Anne-Lie er dog ikke så overbeviste – en efter en hører eller ser de selv den brændende klovn. Er det den onde klovnemyte Græk, der er blevet vækket til live? Eller har Absalon ret, og der er en logisk forklaring på det hele?

Sagen om den brændende klovn er femte bog i serien om det momsregistrerede undersøgelsesbureau, Spøgelseslinien hvor Absalon, Patricia, Kasper og Tanja hjælpes ad med at løse mere eller mindre overnaturlige sager. Ligesom mange andre spændingsserier er hvert bind en afsluttet sag, og det er derfor ikke nødvendigt at læse serien i kronologisk rækkefølge.

Endnu engang har Dennis Jürgensen formået at skrive en serie der henvender sig til tidens unge, og det vil ikke undre mig hvis Spøgelseslinien bliver for unge nu, hvad Bøvsedragens hemmelighed var for unge for 20 år siden.

De magiske kapper - Diane Wynne Jones

Dalmark-kvartetten 3
På trods af at De magiske kapper er tredje bog i en serie, kan man sagtens læse den uden at have kendskab til serien. Det gjorde jeg, og det første lange stykke tid, troede jeg næsten der var sket en fejl i navngivningen, fordi handlingen på ingen måde afslørede at der skulle have været to bøger før den.

Det viste sig dog at have sin gode forklaring. Kronologisk er De magiske kapper den tredje bog i Dalmark-kvartetten, men handlingsmæssigt beskriver den begivenheder der foregik i det forhistoriske Dalmark, og som ikke som sådan har noget at gøre med de to første bøger, men som er afgørende baggrundsviden for den fjerde.

Tanaqui har lært af sin mor og søster hvordan man væver historier ind i tæppekapper, og hun er en af de få som forstår at gøre det rigtig godt. Denne historie fortælles på to kapper, som hun væver efter at hun og hendes søskende blev jaget på flugt af folkene i deres landsby efter sygdom og krig gjorde dem forældreløse.

Under deres rejse på den rædselsvækkende forheksede Flod finder de både nye fjender og nye venner... og ikke altid dér hvor de lige ville have forventet det. De bliver også tvunget til at lære mere om dem selv og deres familie – både på godt og ondt. Men det er alt sammen nødvendigt for at løse Floden, og klare sig i opgøret med den udødelige Kankredin – troldmanden over alle troldmænd, der ikke holder sig for god til at stjæle sjæle, selv mens kroppen stadig er i live.

De magiske kapper er en klassisk fantasy beretning om en flok unge der af omstændighederne tvinges ud på en rejse, der i sidste ende vil vise dem, at de ikke er børn længere.

Bogen slutter meget brat, hvilket er lidt svært at forholde sig til, til at begynde med. Men efter historien har fået tid til at synke lidt ind, er det tydeligt at den ikke kunne have sluttet på nogen anden måde... men at forklare hvorfor ville være synd og skam – det skal opleves!

Kejserindens vrede - Tamora Pierce

Cirklen gendannes II

I Kejserindens vrede møder vi Sandrilene, Trisana, Daja og Torn lige hvor vi forlod dem da Kejserindens vilje sluttede. Sandrilene er med sine venners hjælp lige stukket af fra de personer der forsøgte at kidnappe hende, og tror sig nu mere sikker, da hun ikke forventer at der er flere, der er dumme nok til at have lyst til at prøve kræfter med de fires evner efter at have set hvilke konsekvenser det kan have.

Sandrilene undervurderer dog Kejserinde Berenenes begær efter at beholde så kraftfulde troldmænd under sit styre, og hendes undersåtters loyalitet og nærmest grænseløse ambitioner om at stige i kejserindens agtelse. En overivrig bejler prøver endnu engang at kidnappe Sandrilene og holde hende fangen indtil hun underskriver en ægteskabspagt… denne gang med mere drastiske midler, og derfor også mere voldsomme efterdønninger.

På grund af den direkte overgang mellem de to bøger i "Cirklen gendannes" er det nødvendigt at have læst Kejserindens vilje inden man læser Kejserindens vrede, da man ellers vil mangle en del afgørende baggrundshistorie for begivenhederne i Kejserindens vrede.

"Cirklen gendannes" er den tredje serie om troldmændene Torn, Trisana, Daja og Sandrilene – de to første serier hedder "Magiens cirkel" og "Cirklen åbnes". I "Cirklen gendannes" viser Tamora Pierce endnu engang hvorfor hun er en af de førende fantasy forfattere af vor tid. Hun forstår som få andre at skabe et univers og gøre det dels konsekvent igennem alle bøgerne, og dels så tillokkende at enhver læser får lyst til at flytte dertil. Hvor de to tidligere serier om magiens cirkel retter sig mere mod et yngre publikum, er Torn, Trisana, Daja og Sandrilene nu blevet en del ældre og mere erfarne efter deres rejser omkring i riget, og de problemer de støder på i Kejserindens vrede er derfor af en mere voksen art, og emner som intriger, forelskelse, ægteskab og seksualitet bliver taget op.

Jeg er stadig en afgjort Alanna-fan, og "Løvindens sang" er min yndlingsserie blandt Tamora Pierces værker, men i og med at "Cirklen gendannes" retter sig mod et ældre publikum, har jeg lettere ved at forholde mig til personerne og begivenhederne her, og den står derfor som en klar nummer to.