Connor opdager til sin forbløffelse at hans far ikke er den distræte professor han altid har troet, men i virkeligheden en prins, flygtet fra landet Tir na Nog fordi en gammel profeti sagde at hans søn skulle dø, for at landet kunne overleve. For at redde sin nyfødte dreng fra denne skæbne opgav han sin udødelighed og fik en god heks til at sende ham til vores verden, hvor han efterfølgende levede som en af os. Desværre finder nogle af landets indbyggere ud af hvor hans far har gemt sig, og drager til vores verden for at tage ham tilbage til Tir na Nog og dræbe ham.
Hans mor – som han altid har troet var død – opdager truslen mod Connors liv, og hjælper ham og hans far med at flygte. Nu starter en hæsblæsende jagt hvor Connor forsøger at holde sig i live, og finde ud af hvordan han kan gøre profetien usand inden hans onde onkel og dennes kumpaner formår at slå ham ihjel.
Skyggemagi er en glimrende fantasybog der vil tiltale læsere i alle aldre. Forfatteren benytter sig af en lidt 'umoden' skrivestil (ala en fristil i 1. g), for at vise at historien fortælles med Connors stemme, hvilket giver en god effekt efterhånden som man lærer Connor bedre at kende. Personerne har alle deres charmerende særheder og fungerer godt sammen.
Slutningen var noget brat, så jeg er meget spændt på at se, om det er fordi bogen er tænkt som første bog i en serie.
fredag den 23. juli 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)