mandag den 20. juli 2009

Bedrageren - Kristin Cashore


Talentian #2

I "Bedrageren" følger vi Katsa og Po på deres færd til Monser, hvor de skal undersøge rygterne om de mange sårede og dræbte børn og dyr. Da de derudover også hører, at dronningen har spærret sig inde sammen med datteren Irina, bliver de overbeviste om, at kongen er involveret. Deres første møde med Kong Leck bekræfter da også denne antagelse, da de ser ham jagte og dræbe dronningen, og med et enkelt udbrud overbevise Katsa om, at det var en ulykke.

Kong Leck er altså også en Talentianer... og hans særevne er at kunne overtale folk til at tro på alt han siger til dem. Denne særevne bruger han til egen fornøjelses skyld, i stedet for til landets bedste.

Po og Katsa har helt på det rene at de er nødt til at dræbe ham - men hvordan? Po har ikke evnerne, og Katsa er modtagelig for hans særevne. Samtidig har de også Prinsesse Irina, som de skal beskytte indtil hun kan komme til at overtage Kong Lecks trone.

Der er væsentlig mere action i "Bedrageren" end der var i "Katsas fortælling", og det er en spændende og fascinerende fortælling. Katsa stoler tydeligt mere på sig selv nu, og dette giver hende en selvsikkerhed og et overskud til at interessere sig for andre personer, hvilket viser sig tydeligt i hendes forhold til både Po og Irina.

"Talentian"-serien er en anderledes fantasy-serie i og med at der udover Talentianernes særevner slet ikke findes magi og handlingen i stedet fokuserer sig om personers udvikling og udnyttelse af de evner de har.

Jeg savnede det noget større persongalleri vi så i "Katsas fortælling", da vi her stort set kun møder Katsa, Po og Irina, men jeg forventer at de øvrige personer dukker op igen i næste bind.

Ingen kommentarer: