tirsdag den 31. august 2010

Diget - Teddy Vork


Knuds værste mareridt går i opfyldelse da loddet falder på ham, og han bliver udvalgt til at skulle begraves levende i diget, for han er en kvik dreng, og kender måske lidt for mange historier om alle de uhyggelige væsener der kan gemme sig. Men ønsket om at overleve er større end frygten for det ukendte, og langsomt begynder Knud at udforske diget indefra - i håbet om at finde en vej ud, før uhyrerne finder ham!

"Diget" er en skræmmende beretning om fortidens umenneskelige traditioner og om den magt angst har over en person. Knud vakler konstant mellem virkelighed og historie, og heller ikke læseren er hele tiden helt klar over, hvilke begiivenheder der egentlig foregår inde i diget, og hvilke der kun foregår i Knuds fantasi.

Teddy Vork har fortid som novelleforfatter, hvilket også slår tydeligt igennem i denne roman, hvor Knuds vaklen rundt inde i diget fungerer som en rød tråd der knytter diverse legender og Knuds tidligere oplevelser sammen til en grum historie om middelalderens Danmark. Jeg overvejede en overgang om bogen havde fungeret bedre som en novellesamling, men tror at visse af historierne ikke ville være kommet til deres fulde ret uden den røde tråd. Dog kunne romanen ikke helt leve op til mine forventninger, skabt på grund af hans noveller.

Slutningen er meget anderledes end forventet, men stemmer efter nærmere overvejelse godt sammen med samfundet og Knuds personlighed, som de er præsenteret igennem historien.

Ingen kommentarer: