Kongedræberkrøniken 2Kært barn har mange navne, og det samme gælder sagnhelte. Ingen ved præcis hvem han her, men hver lægger vægt på hvad netop han synes er vigtigt ved heltens liv, og dette viser sig ved hvilket navn han vælger at omtale ham ved: Letfinger, Kvote den blodløse, Arkanisten Kvothe og Kongedræberen Kvothe. Alle sande, men ingen fuldstændig fyldestgørende.
I Dragedræberen lærer vi endnu et nyt navn til Kvothe - Dragedræber. Historien samler os op umiddelbart hvor Vindens navn forlod os - Kvothe er i gang med at diktere sin livshistorie til Krønikeren, og er nu nået til et nyt kapitel og en ny del af sit liv.
Kvothe er træt af at være så fattig at han aldrig har til dagen og vejen – går hans sko i stykker må han gå barfodet, for han har ikke råd til at erstatte dem. Pengemanglen giver også problemer ved hver eneste semesterstart, da han aldrig kan være sikker på, at han kan skaffe det adgangsbeløb der lader ham blive på universitetet.
I sin jagt efter nye måder at skaffe penge på, ender Kvothe på den anden side af floden Omethi i den mere farverige og kreative bydel Imre. Her får han en mulighed for at gøre musikken til en del af sit liv igen, og møder igen den hemmelighedsfulde Denna som fortryller ham fuldstændig. Sammen med hende får han muligheden for at genoptage sin søgen efter chandrianerne og finde ud af, hvor deres blå ild stammer fra.
Dragedræberen er en interessant fortsættelse på Kvothes liv, og jeg havde meget svært ved at lægge den fra mig. Rothfuss skriver medrivende og jeg var især dybt fascineret af livet på universitetet. Det ville jeg meget gerne have læst mere om, og glæder mig allerede til næste bog, selvom Patrick Rothfuss sluttede denne af med at give mig bange forudanelser om at Kvothe tilsyneladende står overfor endnu en stor ulykke, som nok vil ændre hans live lige så meget som den foregående gjorde.
Kongedræberkrøniken er en fremragende ny fantasyserie, som vil fange både unge og gamle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar