søndag den 19. april 2009

Stortroldmanden - Karen Miller

Tronraner-Krøniken #2

Næsten et år er gået siden vi forlod Asher og Prins Gar ved udgangen af "Den Troskyldige Troldmand". Det er efterhånden tid for Asher at drage tilbage til Restharven, men han kan ikke helt få sig selv til at sige til Gar at han er klar til at rejse... og han ved desuden ikke helt selv om han ER klar. Men begivenhederne træffer beslutningen for ham - kongen bliver alvorligt syg, så Gar er nødt til at overtage hans plads ved den årlige høstfest i Vestervig, og hvad er mere naturligt, end at hans assistent tager med ham? Asher benytter chancen til at opsøge sin familie, men det går desværre på ingen måde som han havde forventet, og slukøret og syg på krop og sjæl vender han tilbage til Dorana sammen med prins Gar.

I Gar og Ashers fravær har et vældigt jordskælv ramt byen og blotlagt Barls hemmelige bibliotek. Kongefamilien og Stortroldmand Durm beslutter sig for at udforske biblioteket - uvidende om hvilke konsekvenser det vil betyde for dem alle.

"Stortroldmanden" er en værdig efterfølger til "Den Troskyldige Troldmand" og lever fuldt ud op til de forventninger jeg havde til den. Det var en fornøjelse at se Asher mere fortrolig med sin rolle som prinsens assistent, og følge hans voksende modenhed i forholdet til både sine venner og fjender.

Karen Miller sætter her spørgsmålet om doranernes eksistensgrundlag på spidsen... hvad ville der ske, hvis Barls Mur ikke var så uigennemtrængelig som først antaget? ... og hvad ville der ske hvis en krøbling pludselig fik nyopdagede kræfter?

Jeg var dybt fascineret af bogen, og havde meget svært ved at lægge den fra mig. Den eneste grund til at jeg ikke ville give den helt top-karakterer, er, at den ender med en stor og særdeles overraskende cliff-hanger der fik mig til at udbryde "Jam', jam', jamen!" da jeg så, der ikke var flere sider. Forhåbentlig kommer fortsættelsen snart, så jeg kan se, hvordan Asher og Gar videre klarer sig mod mørket fra den anden side af Barls Mur.

3 kommentarer:

August sagde ...

Hvad Hedder fortsættelsen!
Jeg har ledt og led efter den men kan ikke finde den, og med den afslutning på så god en bog bliver jeg nød til at læse den næste ;). Det er lige meget om den er på dansk eller engelsk. Bare den er der. tak på forhånd :).

Maria sagde ...

Hej August,

Fortsættelsen hedder enten "The Awakened Mage" eller "Innocent Lost" på engelsk, alt efter om man får fat i udgaven fra USA eller UK.

Det ser desværre ikke ud til den er oversat til dansk endnu.

Maria

August sagde ...

Tak for svaret Maria :)