Dødens mange facetter - Dennis Jürgensen

Dennis Jürgensen har gjort det igen. Hans nye novellesamling er en genistreg uden sammenligning.

Døden findes i mange afskygninger - nogle mere makabre end andre, nogle mere seriøse end andre, nogle mere permanente end andre, og nogle deciderede humoristiske. Vi møder sørgende ægtefæller, der måske ikke helt er, hvad de giver sig ud for, en nyomvendt jogger, mystiske konkylier og kanariefugle, alternative jobfunktioner, og selvfølgelig også Dennis Jürgensens karakteristiske spøgelser, zombier og rumvæsner.

Jeg må indrømme, at det var med en hvis skepsis og tøven, at jeg gik i gang med "Dødens mange facetter"... ganske vist var det Dennis Jürgensen, og det talte for god læsning, men jeg er normalt ikke så meget for novellesamlinger. For mange forfattere bruger dem til at afprøve nye genrer, som de er mere eller mindre erfarne og egnede til, og det er en større udfordring for en forfatter når han eller hun ikke bare skal lokke læseren til at læse én historie, men 5, 10 eller 20.

Som sædvanlig gjorde Dennis Jürgensen dog alle mine tvivl til skamme. Hans noveller er fuldt ud lige så spændende, foruroligende, medrivende og generelt underholdende som alt andet, han har skrevet. Selv i sine noveller formår han at udnytte personkarakteristikker og atmosfære til at skabe en rigtig spændende handling... selv på de få sider han har stillet til rådighed.

Min yndlingsnovelle er "Herbert Lindkvist, assassinator", om den paraply-stikkende funktionær - en beretning jeg slugte, hvor min mund stod mere og mere åben, efterhånden som den udfoldede sig foran mine øjne, og hvor jeg ville ønske, at den havde været mindst dobbelt så lang, fordi dét var da et univers, der var værd at udforske nærmere.

Første novelle er dog også fascinerende, da han i den prøver noget helt nyt, og præsenterer os for en novelle skrevet udelukkende som dialoger og monologer - en ren fryd for enhver skuespiller, der trænger til nyt materiale.

Dennis Jürgensens største forte er, at selvom hans noveller følger en rød tråd, er de tilpas forskellige, til at interessen holdes fangen, og skønt det er dødens mange facetter vi bliver præsenteret for, ender samlingen ikke med at være deprimerende.

God læsning, og et must for alle Jürgensen-fans.

Forrådt - P.C. og Kristin Cast

Nattens hus #2
"Forrådt" er en direkte fortsættelse til "Vampyrens Mærke". Zoey er blevet udvalgt som leder af Mørkets Døtre, og er ved at forberede sig til sit første Fuldmånerite. Tilsyneladende går alt godt - hun har en dejlig bedsteveninde, en forstående mentor, en sød og flot kæreste... og så er hun tilfældigvis også den mest talentfulde yngling nogensinde...

Men dykker man ned under overfladen er alt bestemt ikke som det burde være. Zoeys beundrede ypperstepræstinde er slet ikke så pragtfuld og sympatisk som man ellers skulle tro, og Zoey indser tungt, at hun ikke længere føler, hun kan stole på hende. Zoeys næsten-eks-kæreste viser stadig tydelige tegn på at være blevet præget af hende og vil ikke lade hende være i fred - tværtimod prøver han konstant at overtale hende til at de skal mødes, så hun endnu engang kan drikke hans blod. Og så er der lige den lille sag med de genfærd som Zoey bliver ved med at se på skolens område, om som langsomt bliver mere og mere truende at se på.

"Forrådt" er både mørkere og barskere end "Vampyrens Mærke". Zoey er oppe imod stærke kræfter, som det vil kræve alle hendes særlige kræfter at kæmpe imod. Det gør det ikke lettere at begreberne 'venner' og 'fjender' pludselig er blevet byttet rundt, og det ikke længere er så ligetil at finde ud af hvem der er hvem.

Ikke alle begivenheder i bogen lader til at have en direkte begrundelse nu og her. Især stillede jeg mig meget uforstående overfor Zoeys voksende betagelse af poeten Loren, da det tilsyneladende ikke havde noget betydning for bogens handling overhovedet. Jeg regner dog med at P.C. og Kristen Cast her lægger op til handlingsforløb i senere bøger og at det vil blive forklaret senere i serien.

"Forrådt" er en spændende bog og hurtigt læst - hvilket er et held, for den er svær at lægge fra sig. Jeg synes det er en geni-streg at blande vampyr-myten sammen med gudinde-tilbedelse, og nød at læse om hvordan Zoey langsomt føler sig mere og mere tilpas i rollen som Nyx' velsignede. Læsere som har ventet spændt på fortsættelsen vil bestemt ikke blive skuffede.

Katsas fortælling - Kristian Cashore

Talentian 1

I De Syv Kongeriger findes der folk der fødes med særlige evner. Disse personer kaldes talentianere og kan kendes på at deres øjne er to forskellige farver.

Katsa har et blåt og et grønt øje. Hendes særevne er at hun kan slå ihjel med de bare næver. Noget hun opdagede som 8-årig, og som har gjort hende til et udskud lige siden - hadet og frygtet af alle der kom hende nær. Som niece til Kong Randa af Middlun bliver hun tvunget til at udnytte sine evner efter hans forgodtbefindende, og hun begynder efterhånden selv at tro på hun er det udyr som alle anklager hende for - hvem ville ellers torturere mennesker som ikke havde fortjent det - bare fordi Kong Randa ville statuere et eksempel?

For at råde bod på kongens uretfærdigheder har Katsa startet "Netværket" - en gruppe af modige folk som ønsker at hjælpe de svage i alle syv kongeriger. Under en sådan mission for at befri en kidnappet prins, støder Katsa på talentianeren Po... den første mand som ikke krympede bare ved synet af hende, og som faktisk turde kaste sig ud i en slåskamp med hende. Han leder også selv efter den kidnappede prins - og endnu mere efter de personer der stod bag udåden.

"Katsas fortælling" er den første bog i Talentian-serien og er en fascinerende beretning om godt og ondt i menneskers sind og hvordan andres forudindtagede holdninger kan påvirke hvordan man ser sig selv. Først da Katsa begynder at acceptere Po som sin ven, indser hun, at hun heller ikke selv er nødt til at lade andre misbruge hendes evner.

Det er en spændende bog og svær at lægge fra sig. Bogens store fortrin er, at den har en mere fokuseret personskildring end man ellers ofte ser i fantasy-romaner. Handlingen bliver faktisk mere styret af Katsas skiftende opfattelse af sig selv, end af omkringliggende begivenheder. Det fungerer rigtig godt, fordi man virkelig føler man kommer til at lære hende at kende og holde af hende... og er derfor naturligvis meget nysgerrig efter at høre, hvordan det videre vil gå hende.