Haremmet - Fiona McIntosh

Percheron-Sagaen #3

Næsten et år er gået siden vi forlod Ana, Pez og Lazar i "Uglens genkomst". Odalisk Ana føler stadig kun afsky for livet i haremmet, men prøver at skjule sit ubehag af respekt for det løfte hun gav sig selv ved Lazars formodede død - hun vil affinde sig med sin skæbne og ikke prøve at flygte.

Det er dog et løfte, der er lettere afgivet end holdt - især da Sultan Boaz for første gang sender bud efter at hun skal tilbringe natten med ham, og Salmeo. og valide Herezah endnu engang begynder at vise hende lidt for megen opmærksomhed.

Pez er fast opsat på at beskytte Ana - om nødvendigt også mod hende selv. Efter at han er blevet afsløret som Iridor er han overbevist om at Ana betyder mere for gudinden Lyana end hun selv ved af. Hvis han dog bare kunne finde ud af, hvor Maliz skjuler sig!

Bogen holder fint stemningen fra de tidligere bøger i serien og er svær at lægge fra sig, når man først er begyndt. Det er en anderledes fantasy, i og med at den fokuserer meget mere på politiske intriger og spændinger end på egentlig magi som sådan. Dette giver serien en anderledes vinkel og gør at den skiller sig godt ud i det efterhånden ret store udvalg af fantasy-serier. Jeg er kommet til at holde af både Odalisk Ana og Sultan Boaz, og tager mig selv i at sidde og skære tænder, når jeg ser hvordan Boaz bliver manipuleret dels af traditionerne og folkets forventninger og dels af Storvesir Tariqs subtile rådgivning.

"Haremmet" er tydeligt en del af en serie, og kan derfor ikke stå alene, men kræver kendskab til "Odalisk" og "Uglens genkomst", ligesom den tydeligt lægger op til en fortsættelse, da den slutter med noget af en 'cliff-hanger', og lader indtil flere af hovedpersonernes videre skæbne forblive uafklarede.

Den hvide død - Trudi Canavan

Den Hvide Præstinde #5

Mirar har langt om længe lært at skjule sine tanker for andre, og troldkvinden Emerahl føler derfor at det er sikkert at forlade ham. Han kan nu klare sig selv, og hun kan derfor følge sit ønske - at drage ud for at lede efter flere af de Vilde. Når både hun og Mirar har overlevet så længe, føler hun sig overbevist om at der må være flere at finde. Udødelige som har undgået gudernes opmærksomhed i alle disse år vil ikke være lette at opspore... med mindre de VIL findes.

Mirar beslutter sig for at blive blandt siyeeerne. Han føler sig veltilpas sammen med dem, og ikke mindst - de har brug for hans helbredende evner. Især da den hvide død gør sit indtog i Si, og han får brug for al sin magiske kraft for at undgå at sygdommen udrydder dem. Hvad han ikke havde gjort sig klart var, at denne sygdom også ville hidkalde Auraya. Kan de to arbejde side om side uden at Auraya opdager hans hemmelighed? Og hvad vil der ske, hvis Mirar selv begynder at blive betaget af hende?

I "Den hvide død" viser Trudi Canavan for alvor sine evner for at tage flere forskellige historier, og væve dem sammen til en spændende og interessant historie. Ofte når en historie bliver fortalt fra forskellige skiftende synsvinkler, vil læseren uværgeligt blive mere fanget af én end af de andre, og derfor mere eller mindre ubevist irritere sig over de andre fortællere. Det var på ingen måde tilfældet her. Dels var hvert afsnit så kort, at man ikke nåede at blive træt af en enkelt fortæller, før historien gik videre til den næste. Dels var det tydeligt at se at Canavan var lige interesseret i alle dele af historien, og derfor gjorde lige meget ud af hver, for at det samme skulle gøre sig gældende for læseren.

Det lykkedes over al forventning, og jeg kan kun ærgre mig over, at bogen ikke var meget længere. Jeg glæder mig allerede til sjette bog i serien, så jeg kan se om det lykkes Reivan at få Imi hjem til sin far, om Emerahl finder flere Vilde, og hvad der vil ske, nu hvor Auraya og Leird/Mirar har mødt hinanden igen.

Gudernes tjener - Trudi Canavan

Den Hvide Præstinde #4

"Gudernes tjener" samler fortællingen om krigen mellem cirklianerne og pentradrianerne op hvor "Drømmevæveren" slap den - men set fra en pentadriansk kvindes synspunkt i stedet for fra De Hvides. Det viser sig hurtigt at pentadrianerne er lige så overbeviste om at deres guder er virkelige og cirklianernes blot opdigtede, som De Hvide er om det modsatte. Det er en interessant måde at starte bogen på - efter at læseren gennem tre bøger er blevet ledt til at mene at pentadrianerne er gennemført onde, bliver vi pludselig mindet om, at de også bare er mennesker. Mennesker som elsker og hader lige som alle andre, men som ikke nødvendigvis er onde af natur.

Det bliver dog også mere og mere tydeligt, efterhånden som pentadrianeren Reivan møder flere og flere af "stemmerne" og bliver oplært som gudernes tjener.

I mellemtiden har Auraya og de andre Hvide travlt med at rydde op efter krigen. Auraya bliver plaget af mareridt, og kan stadig ikke affinde sig med Leiards formodede forræderi. Leiard - som er flygtet så langt væk, at ikke engang de andre drømmevævere ved hvor han er, og kun troldkvinden Emerahl er klar over, at det ikke nødvendigvis er af egen fri vilje. Mirar får mere og mere magt over Leiards krop, indtil de alle tre til sidst er i tvivl om hvem den egentlig oprindelig tilhørte.

"Gudernes tjener" er en interessant fortsættelse til historien om Den Hvide Præstinde. Vi følger de fleste gamle kendinge fra de tidligere bøger - dog synes Siyeerne at være noget oversete, men jeg regner med at de vender tilbage i "Den hvide død" - og får tilføjet nye, spændende personer til galleriet. Især var jeg meget optaget af Reivan og det perspektiv hendes synspunkt sætter på historien.