Den Hvide Præstinde #4"Gudernes tjener" samler fortællingen om krigen mellem cirklianerne og pentradrianerne op hvor "Drømmevæveren" slap den - men set fra en pentadriansk kvindes synspunkt i stedet for fra De Hvides. Det viser sig hurtigt at pentadrianerne er lige så overbeviste om at deres guder er virkelige og cirklianernes blot opdigtede, som De Hvide er om det modsatte. Det er en interessant måde at starte bogen på - efter at læseren gennem tre bøger er blevet ledt til at mene at pentadrianerne er gennemført onde, bliver vi pludselig mindet om, at de også bare er mennesker. Mennesker som elsker og hader lige som alle andre, men som ikke nødvendigvis er onde af natur.
Det bliver dog også mere og mere tydeligt, efterhånden som pentadrianeren Reivan møder flere og flere af "stemmerne" og bliver oplært som gudernes tjener.
I mellemtiden har Auraya og de andre Hvide travlt med at rydde op efter krigen. Auraya bliver plaget af mareridt, og kan stadig ikke affinde sig med Leiards formodede forræderi. Leiard - som er flygtet så langt væk, at ikke engang de andre drømmevævere ved hvor han er, og kun troldkvinden Emerahl er klar over, at det ikke nødvendigvis er af egen fri vilje. Mirar får mere og mere magt over Leiards krop, indtil de alle tre til sidst er i tvivl om hvem den egentlig oprindelig tilhørte.
"Gudernes tjener" er en interessant fortsættelse til historien om Den Hvide Præstinde. Vi følger de fleste gamle kendinge fra de tidligere bøger - dog synes Siyeerne at være noget oversete, men jeg regner med at de vender tilbage i "Den hvide død" - og får tilføjet nye, spændende personer til galleriet. Især var jeg meget optaget af Reivan og det perspektiv hendes synspunkt sætter på historien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar