Pecheron-sagaen #4Lazar er officielt vendt tilbage fra de "døde", og er dybt chokeret da han opdager, hvad der er sket i det år han har været væk. Ana står til at blive henrettet for flugtforsøg, og takket være Jumos overilede reaktion på Lazars "død" står Pecheron nu overfor en mulig krig mod Galinsa, hvis de ikke hurtigst muligt kan få sendt en emissær af sted, som kan overbevise kongen af Galinsa om dels at rygterne om Lazars død var stærkt overdrevene, og dels at sultan Boaz intet havde med det at gøre.
Men da udsendingene fra Galinsa når Pecheron bliver det hurtigt klar for alle, at den eneste som kan tale deres sprog er odalisken Ana - og hvilket land vil modtage en slave som diplomat, selv hvis det skulle lykkes for Boaz og Lazar at redde hende inden henrettelsen føres ud i livet?
Jeg tror dog ikke, jeg røber for meget, når jeg siger at det gør det selvfølgelig, og til Valide Herezahs store fortrydelse står Ana nu for at forfremmes til en stilling høj nok til at Galinsa vil tage imod hende... samtidig med at Maliz stadig prøver at gennemskue om modergudinden Lyana virkelig er genopstået i Ana.
"Emissæren" samler tråden op umiddelbart hvor "Haremmet" slap den, men også denne bog slutter med en cliff-hanger. Det er blevet lidt for meget af en vane for Fiona McIntosh, og trækker en karakter ned i min vurdering - resten af bogen fortjener absolut en høj karakter, for man kan virkelig mærke, at Fiona er ved at have fundet sin rette hylde nu. Handlingen flyder problemfrit, og personerne bliver mere og mere nuancerede. Jeg opdagede at jeg faktisk havde ondt af Herezah på visse tidspunkter (samtidig med at jeg nu alligevel glædede mig over, at hun endelig fik, hvad hun havde fortjent), og måtte tage mig selv i næsten at synes om Maliz - der er i hvert fald ingen tvivl om, at han er mindre øretæveindbydende end Tariq.
"Emissæren" er en god fortsættelse til serien, og jeg glæder mig meget til at læse de to sidste, og forhåbentlig få slået knude på alle trådene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar