De sidste Vilde - Trudi Canavan

Den hvide præstinde #6
Auraya har fået tilladelse af guderne til at lade Leiard undervise sig i drømmevævernes helbredelsesmetoder. Hvad hun ikke er klar over, er at guderne kun gav denne tilladelse, fordi de havde mistanke om at den udødelige Mirar gemmer sig bag Leiards uskyldige ydre. Det kommer derfor som både en stor overraskelse og en stor skuffelse for hende, da hun får at vide at ikke alene er hendes forhenværende elsker en guderne har dødsdømt... men at de forventer at hun udfører dommen!

Auraya ved hverken ud eller ind. Betød det at Leiard aldrig elskede hende, men bare brugte hende for at komme tæt på de Hvide? Og hvad er det egentlig Mirar har gjort, der er så forfærdeligt, at han fortjener at blive henrettet? Hvordan kan hun nogensinde tjene guderne igen, hvis hun ikke kan være sikker på, at deres domme er retfærdige? Men hvad vil guderne gøre ved hende, hvis hun nægter?

Samtidig er troldkvinden Emerahl på rejse for at finde de sidste vilde, men den standser brat da Mirar fortæller hende om udviklingen med Auraya. Kan hun hjælpe? Og vil hun?

Der er ingen tvivl om, at Trudi Canavan får skrevet sig varm. Dette er afgjort den bedste bog i serien indtil videre. Aurayas kamp med sig selv og sin samvittighed er både troværdig om medrivende.

Imi spillede en mindre rolle i denne bog end den forrige, men det virker også som om, hun har tjent sit formål ved at bringe Elaierne og Pentanerne sammen. Det kan jeg selvfølgelig kun være lidt ked af, da jeg nød at følge hendes og Reivans voksende venskab, men jeg stoler på, at Trudi Canavan har noget bedre i vente i de næste bøger.

Skønt Trudi Canavan springer meget fra den ene delhistorie til den anden, formår hun at holde dem alle interessante. Dette klarer hun, ved at have stærke personligheder til at bære historierne og langsomt kæde dem sammen.

Jeg ser frem til, at læse de sidste bøger i serien.