De magiske kapper - Diane Wynne Jones

Dalmark-kvartetten 3
På trods af at De magiske kapper er tredje bog i en serie, kan man sagtens læse den uden at have kendskab til serien. Det gjorde jeg, og det første lange stykke tid, troede jeg næsten der var sket en fejl i navngivningen, fordi handlingen på ingen måde afslørede at der skulle have været to bøger før den.

Det viste sig dog at have sin gode forklaring. Kronologisk er De magiske kapper den tredje bog i Dalmark-kvartetten, men handlingsmæssigt beskriver den begivenheder der foregik i det forhistoriske Dalmark, og som ikke som sådan har noget at gøre med de to første bøger, men som er afgørende baggrundsviden for den fjerde.

Tanaqui har lært af sin mor og søster hvordan man væver historier ind i tæppekapper, og hun er en af de få som forstår at gøre det rigtig godt. Denne historie fortælles på to kapper, som hun væver efter at hun og hendes søskende blev jaget på flugt af folkene i deres landsby efter sygdom og krig gjorde dem forældreløse.

Under deres rejse på den rædselsvækkende forheksede Flod finder de både nye fjender og nye venner... og ikke altid dér hvor de lige ville have forventet det. De bliver også tvunget til at lære mere om dem selv og deres familie – både på godt og ondt. Men det er alt sammen nødvendigt for at løse Floden, og klare sig i opgøret med den udødelige Kankredin – troldmanden over alle troldmænd, der ikke holder sig for god til at stjæle sjæle, selv mens kroppen stadig er i live.

De magiske kapper er en klassisk fantasy beretning om en flok unge der af omstændighederne tvinges ud på en rejse, der i sidste ende vil vise dem, at de ikke er børn længere.

Bogen slutter meget brat, hvilket er lidt svært at forholde sig til, til at begynde med. Men efter historien har fået tid til at synke lidt ind, er det tydeligt at den ikke kunne have sluttet på nogen anden måde... men at forklare hvorfor ville være synd og skam – det skal opleves!

Kejserindens vrede - Tamora Pierce

Cirklen gendannes II

I Kejserindens vrede møder vi Sandrilene, Trisana, Daja og Torn lige hvor vi forlod dem da Kejserindens vilje sluttede. Sandrilene er med sine venners hjælp lige stukket af fra de personer der forsøgte at kidnappe hende, og tror sig nu mere sikker, da hun ikke forventer at der er flere, der er dumme nok til at have lyst til at prøve kræfter med de fires evner efter at have set hvilke konsekvenser det kan have.

Sandrilene undervurderer dog Kejserinde Berenenes begær efter at beholde så kraftfulde troldmænd under sit styre, og hendes undersåtters loyalitet og nærmest grænseløse ambitioner om at stige i kejserindens agtelse. En overivrig bejler prøver endnu engang at kidnappe Sandrilene og holde hende fangen indtil hun underskriver en ægteskabspagt… denne gang med mere drastiske midler, og derfor også mere voldsomme efterdønninger.

På grund af den direkte overgang mellem de to bøger i "Cirklen gendannes" er det nødvendigt at have læst Kejserindens vilje inden man læser Kejserindens vrede, da man ellers vil mangle en del afgørende baggrundshistorie for begivenhederne i Kejserindens vrede.

"Cirklen gendannes" er den tredje serie om troldmændene Torn, Trisana, Daja og Sandrilene – de to første serier hedder "Magiens cirkel" og "Cirklen åbnes". I "Cirklen gendannes" viser Tamora Pierce endnu engang hvorfor hun er en af de førende fantasy forfattere af vor tid. Hun forstår som få andre at skabe et univers og gøre det dels konsekvent igennem alle bøgerne, og dels så tillokkende at enhver læser får lyst til at flytte dertil. Hvor de to tidligere serier om magiens cirkel retter sig mere mod et yngre publikum, er Torn, Trisana, Daja og Sandrilene nu blevet en del ældre og mere erfarne efter deres rejser omkring i riget, og de problemer de støder på i Kejserindens vrede er derfor af en mere voksen art, og emner som intriger, forelskelse, ægteskab og seksualitet bliver taget op.

Jeg er stadig en afgjort Alanna-fan, og "Løvindens sang" er min yndlingsserie blandt Tamora Pierces værker, men i og med at "Cirklen gendannes" retter sig mod et ældre publikum, har jeg lettere ved at forholde mig til personerne og begivenhederne her, og den står derfor som en klar nummer to.

Vindens navn - Patrick Rothfuss

Vindens navn er et eksempel på fantasy når det er allerbedst. I dette første bind af en ny spændende serie møder vi kroejeren Kote, som ved mere om dæmoner og uhyrer end man umiddelbart ville forvente af en mand i hans position. En nat redder han en Krøniker fra visse af disse uhyrer, og det viser sig at denne Krøniker kender Kote – dog under et andet navn. Han er også kendte som Kvothe – Kvothe den Blodløse, Arkanisten Kvothe, Kongedræberen Kvothe.

Disse navne fik Kvothe efter at hans forældre blev brutalt myrdet af såkaldte ’sagnvæsener’ og han derefter måtte klare sig selv. Først som tigger og hjemløs tyv i storbyen Tarban, og dernæst da han efter 3 års trængsler endelig bliver optaget på universitetet for at udvikle sine evner.

Det er hans historie, der her fortælles.

Jeg havde meget svært ved at lægge Vindens navn fra mig. Patrick Rothfuss skriver godt og medrivende, og man føler man sidder på en stol på kroen, og hører Kvothes fortælling sammen med Krønikeren. Som de fleste fantasyhelte var Kvothe en vidensbegærlig og talentfuld knægt, og det er fascinerende at læse om de kundskaber han tillærer sig – først i den gøglertrup hans forældre leder, og senere på universitetet, hvor han er en af de yngste elever nogensinde. Man bliver optaget af hans konstante søgen – hvorfor blev hans forældre slået ihjel, og hvem kan hjælpe ham med at hævne dem?

Patrick Rothfuss hører til de forfattere som tør tage sig tid med at sætte en scene og atmosfære for sin fortælling. Omgivelser og personer bliver omhyggeligt og detaljeret beskrevet, hvilket giver bogen et livagtigt islæt og gør at man som læser har svært ved at slippe bogen igen, når sidste side er læst.

Andet bind i serien, Dragedræberen, er i øjeblikket under udarbejdelse. Jeg glæder mig allerede til at den udkommer, så jeg kan følge med i Kvothes videre færden.

Udgivet af Tellerup, efteråret 2008.

Hvor skyggen falder - Teddy Vork

Hvor skyggen falder er en nervepirrende samling noveller skrevet af et nyt ansigt på det danske forfatter-landkort – men en jeg er sikker på, vi kommer til at høre meget mere til i fremtiden. Teddy Vork formår nemlig hvad få selv mere erfarne forfattere kan gøre ham efter… at skrive en novellesamling bygget over et fælles tema, men hvor alle novellerne er så forskellige at de alle føles unikke, og ikke bare som nye variationer af en kendt melodi.

I novellesamlingen bliver vi præsenteret for personer som ved et uheld – eller et tilfælde – opdager at man skal passe på at opholde sig hvor skyggerne falder. Forfatteren som forsøger at skrive en dyster roman og derved opdager en overraskende og ubehagelig side af sig selv, som han ikke helt kan stole på – hverken i vågen eller sovende tilstand. Landskabsarkitekten som har fået en kirkegård lukket og omdannet til park uden at indse de konsekvenser det vil have. Den ulykkelige Balder som indser at man skal passe på hvad man ønsker sig. Katrine som ganske vist ikke tror på nisser… men hvem har så spist risengrøden på loftet? Moderen som opdager at hun og hendes datter er blevet fanget af tågen. Og til sidst min personlige favorit – den uheldige taxachauffør som får en skæbnesvanger tur, da han bliver hyret til at køre en flot ung fyr hjem til sin egen adresse… hvor konen er alene hjemme.

Teddy Vork forstår så fuldt ud at bygge en stemning op, uden at være nødt til at gribe til overraskelsesmomentet for at skabe uhygge. For at sige det som det er, er jeg ikke den store horror-fan, så at det alligevel lykkes ham at imponere mig og gøre det svært for mig at lægge bogen fra mig, vidner om hans ikke uanseelige evner. Jeg glæder mig til at se, hvad han kan drive det til i fremtiden.

Udgivet af Tellerup i efteråret 2008