Vindens navn er et eksempel på fantasy når det er allerbedst. I dette første bind af en ny spændende serie møder vi kroejeren Kote, som ved mere om dæmoner og uhyrer end man umiddelbart ville forvente af en mand i hans position. En nat redder han en Krøniker fra visse af disse uhyrer, og det viser sig at denne Krøniker kender Kote – dog under et andet navn. Han er også kendte som Kvothe – Kvothe den Blodløse, Arkanisten Kvothe, Kongedræberen Kvothe.
Disse navne fik Kvothe efter at hans forældre blev brutalt myrdet af såkaldte ’sagnvæsener’ og han derefter måtte klare sig selv. Først som tigger og hjemløs tyv i storbyen Tarban, og dernæst da han efter 3 års trængsler endelig bliver optaget på universitetet for at udvikle sine evner.
Det er hans historie, der her fortælles.
Jeg havde meget svært ved at lægge Vindens navn fra mig. Patrick Rothfuss skriver godt og medrivende, og man føler man sidder på en stol på kroen, og hører Kvothes fortælling sammen med Krønikeren. Som de fleste fantasyhelte var Kvothe en vidensbegærlig og talentfuld knægt, og det er fascinerende at læse om de kundskaber han tillærer sig – først i den gøglertrup hans forældre leder, og senere på universitetet, hvor han er en af de yngste elever nogensinde. Man bliver optaget af hans konstante søgen – hvorfor blev hans forældre slået ihjel, og hvem kan hjælpe ham med at hævne dem?
Patrick Rothfuss hører til de forfattere som tør tage sig tid med at sætte en scene og atmosfære for sin fortælling. Omgivelser og personer bliver omhyggeligt og detaljeret beskrevet, hvilket giver bogen et livagtigt islæt og gør at man som læser har svært ved at slippe bogen igen, når sidste side er læst.
Andet bind i serien, Dragedræberen, er i øjeblikket under udarbejdelse. Jeg glæder mig allerede til at den udkommer, så jeg kan følge med i Kvothes videre færden.
Udgivet af Tellerup, efteråret 2008.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar