Spøgelset i lunden - Mary Downing Hahn

Tim og Cecelie elsker en god practical joke, så da de hører at deres bedstemors pension har ry for at være hjemsøgt, kan de ikke stå for fristelsen for selv at agere spøgelser. Det er nemt nok at skræmme gæsterne, og snart er pensionen fuld af turister, spøgelsesjægere og andre nysgerrige besøgende.

Men Tim og Cecilie opdager snart, at de ikke er de eneste spøgelser på Rævehøjen. Deres spøg og skæmt har vækket de ægte spøgelser i lunden... og de var ikke alle bare ufarlige skarnsunger. For at få lagt det dystre og skræmmende genfærd til hvile igen, må Tim og Cecilie sættes ind i Rævehøjens sørgelige historie, for at finde ud af, hvordan spøgelserne kan få fred igen.

Mary Downing Hahn præsenterer os her for en mere klassisk spøgelseshistorie, hvor genfærd hjemsøger deres bopæl indtil sandheden om deres død kommer frem. Som spøgelseshistorie at betragte, var den ikke synderligt skræmmende, da man på intet tidspunkt følte at skarnsungerne virkelig var ondsindede. Det gruopvækkende ved bogen var beskrivelsen af, hvordan skarnsungerne var blevet behandlet inden deres død, og efterhånden som den historie udfoldede sig, blev jeg også som læser interesseret i, at sandheden om deres død kom frem, og de skyldige passende straffet.

En god spøgelseshistorie, som nok vil vække endnu flere gys for læsere i 10-12-års alderen.

Mission: Drømmeprins - Pernille Eybye

Det Nora ønsker sig allermest til sin 16-års fødselsdag er ham - drømmeprinsen. Men hvor finder man ham, når man er lidt for lille, lidt for buttet, har den perfekte veninde som tager al opmærksomheden og frem for alt hedder Nora?

I et svagt øjeblik skriver Nora "Drømmeprinsen" på sin ønskeseddel, og veninden Victoria tager det straks som en personlig udfordring at finde ham til hende. Desværre bliver det hurtigt mere end almindelig tydeligt at man skal kysse en forfærdelig masse frøer, før man finder Prince Charming.

I denne humoristiske ungdomsroman beskriver Pernille Eybye med stor indlevelse hvordan det er at være teenager, med alle dets op- og nedture. Især er hendes beskrivelse af venskabet mellem Simon, Victoria og Nora utrolig godt beskrevet og gør heldigvis op med opfattelsen af, at piger og drenge ikke godt "bare" kan være venner.

Som så mange andre bøger af denne type, var slutningen ganske forudsigelig, men den formåede stadig at underholde mig, og jeg tror, jeg ville have elsket den, hvis jeg havde læst den, da jeg var yngre og tættere på målgruppen.

De døde brødre - Nick Clausen

Troels og Adam er bedste venner, men hvor Adam skråsikkert kun tror på det han kan se, er Troels mere i tvivl om der ikke findes mere mellem himmel og jord, end folk umiddelbart går og tror.

En ældre mand overhører deres diskussioner om hvorvidt der findes spøgelser eller ej, og inviterer dem til at komme og bo i hans hus en weekend - han har nemlig ofte hørt uforklarlige lyde, og er overbevist om, det ikke kan være andet end spøgelser. Adam er ikke så sikker, men både han og Troels synes det kunne være spændende med en weekend væk fra forældrene, så de siger pænt tak for tilbuddet.

Og det varer ikke længe før Adam må indrømme at der sker ting og sager han ikke kan finde nogen fornuftig grund på. Hvorfor har ingen tilsyneladende hørt om de mord der skete i huset for kun 4 år siden? Hvem er den dreng Troels bliver ved med at se, og som ligner Adam til forveksling? Og hvordan kan det være, Adam pludselig falder i søvn i badekarret og er ved at drukne? Drengene må samle alt deres mod, for at løse gåden.

Jeg læser ikke mange spøgelseshistorier - mest fordi der efterhånden er langt mellem de gode af slagsen - og blev derfor utrolig positivt overrasket over denne debutroman af Nick Clausen. Han får skabt en god stemning af uhygge, uden at forfalde til splatter-genren ... på trods af den foruroligende økse på forsiden. Spøgelsernes manifestationer er subtile og derfor så meget desto mere overbevisende. Nick forstår også at det også i gyserhistorier er vigtigt med god personkarakteristik og en gennemført handling, og forsøger ikke bare at lade historien blive båret af spøgelsernes bedrifter. Dette giver en god helhed og gør bogen værd at læse for spøgelsesjægere i alle aldre.

Draugens gåde - Margaret Weis

Drageskibe #2

Efter Skylan har vundet over Horg i Holmgang står han ikke alene til at blive den nye Overhøvding, men også til at blive gift med Kaipræstinden, Draya.

Det sidste er han dog mildest talt ikke særlig tilfreds med. Og især ikke, da hun kommer til at røbe, at han i virkeligheden ikke selv slog Horg ihjel, men at hun forgav ham inden kampen gik i gang. Rasende prøver han at finde en udvej for at slippe af med hende, så han kan blive gift med sin elskede Ajlena i stedet. Det virker derfor for godt til at være sandt, da han møder en rejsende sydfra, som tilbyder at kidnappe Draya og tage hende med som slaverinde.

Det viser det sig da også at være tilfældet. Ikke alene viser det sig, at den rejsende prøver at narre ham, Skylan mister alle sine krigere på togtet, og bliver tvunget til at opleve Drayas henrettelse af øboere der ellers er kendt for at være så fredelige, at de ikke engang har våben.

Guderne har virkelig vist sig at være tavse. Deres eneste chance nu, er at drage ud og tilbageerobre de drageknogler, der ligger gemt på jorden, for på den måde at hjælpe guderne i deres kamp, så de bagefter har tid til at hjælpe Torgulklanen i deres.

I "Drageknogler" fremstod Skylan som en arrogant nar, som aldrig havde oplevet seriøs modgang. Denne opfattelse fortsætter han med at bekræfte i begyndelsen af "Draugens gåde", men efterhånden som større og større kriser møder ham, går det endelig op for ham, at det ikke er nok bare at være "Høvdingens søn" og "Overhøvding" af navn - man er også nødt til at leve op til det af gavn.

Da forrædderiets fulde omfang endelig går op for Skylan, bliver han nødt til at træffe en beslutning: Hvad er vigtigst - hans stolthed, eller hans klan?

"Draugens gåde" er en glimrende fortsættelse til "Drageknogler", hvor man lærer persongalleriet bedre at kende, og hvor den kritiske situation de er i virkelig bliver sat på spidsen.

De sidste Vilde - Trudi Canavan

Den hvide præstinde #6
Auraya har fået tilladelse af guderne til at lade Leiard undervise sig i drømmevævernes helbredelsesmetoder. Hvad hun ikke er klar over, er at guderne kun gav denne tilladelse, fordi de havde mistanke om at den udødelige Mirar gemmer sig bag Leiards uskyldige ydre. Det kommer derfor som både en stor overraskelse og en stor skuffelse for hende, da hun får at vide at ikke alene er hendes forhenværende elsker en guderne har dødsdømt... men at de forventer at hun udfører dommen!

Auraya ved hverken ud eller ind. Betød det at Leiard aldrig elskede hende, men bare brugte hende for at komme tæt på de Hvide? Og hvad er det egentlig Mirar har gjort, der er så forfærdeligt, at han fortjener at blive henrettet? Hvordan kan hun nogensinde tjene guderne igen, hvis hun ikke kan være sikker på, at deres domme er retfærdige? Men hvad vil guderne gøre ved hende, hvis hun nægter?

Samtidig er troldkvinden Emerahl på rejse for at finde de sidste vilde, men den standser brat da Mirar fortæller hende om udviklingen med Auraya. Kan hun hjælpe? Og vil hun?

Der er ingen tvivl om, at Trudi Canavan får skrevet sig varm. Dette er afgjort den bedste bog i serien indtil videre. Aurayas kamp med sig selv og sin samvittighed er både troværdig om medrivende.

Imi spillede en mindre rolle i denne bog end den forrige, men det virker også som om, hun har tjent sit formål ved at bringe Elaierne og Pentanerne sammen. Det kan jeg selvfølgelig kun være lidt ked af, da jeg nød at følge hendes og Reivans voksende venskab, men jeg stoler på, at Trudi Canavan har noget bedre i vente i de næste bøger.

Skønt Trudi Canavan springer meget fra den ene delhistorie til den anden, formår hun at holde dem alle interessante. Dette klarer hun, ved at have stærke personligheder til at bære historierne og langsomt kæde dem sammen.

Jeg ser frem til, at læse de sidste bøger i serien.