Tim og Cecelie elsker en god practical joke, så da de hører at deres bedstemors pension har ry for at være hjemsøgt, kan de ikke stå for fristelsen for selv at agere spøgelser. Det er nemt nok at skræmme gæsterne, og snart er pensionen fuld af turister, spøgelsesjægere og andre nysgerrige besøgende.
Men Tim og Cecilie opdager snart, at de ikke er de eneste spøgelser på Rævehøjen. Deres spøg og skæmt har vækket de ægte spøgelser i lunden... og de var ikke alle bare ufarlige skarnsunger. For at få lagt det dystre og skræmmende genfærd til hvile igen, må Tim og Cecilie sættes ind i Rævehøjens sørgelige historie, for at finde ud af, hvordan spøgelserne kan få fred igen.
Mary Downing Hahn præsenterer os her for en mere klassisk spøgelseshistorie, hvor genfærd hjemsøger deres bopæl indtil sandheden om deres død kommer frem. Som spøgelseshistorie at betragte, var den ikke synderligt skræmmende, da man på intet tidspunkt følte at skarnsungerne virkelig var ondsindede. Det gruopvækkende ved bogen var beskrivelsen af, hvordan skarnsungerne var blevet behandlet inden deres død, og efterhånden som den historie udfoldede sig, blev jeg også som læser interesseret i, at sandheden om deres død kom frem, og de skyldige passende straffet.
En god spøgelseshistorie, som nok vil vække endnu flere gys for læsere i 10-12-års alderen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar